Torsdag eftermiddag krydsede erhvervskvinden Stine Bosse og integrationsminister Inger Støjberg (V) klinger i en højspændt debat om integration

»Prøv at køre en tur ud i Tingbjerg eller Gellerup«.

Sådan lød det torsdag eftermiddag fra integrationsminister Inger Støjberg (V) til erhvervskvinden Stine Bosse, da de to kvinder tørnede sammen i en veloplagt debat om integration på Folkemødet på Bornholm. En festival for demokrati og politik, hvor deltagere blandt andet kan høre politikere, foreninger og meningsdannere holde oplæg og debatter.

Stine Bosse havde forinden pointeret, at vi i Danmark har råd til at tage i mod og hjælpe flygtninge, når vi hvert år køber mobiltelefoner for tre milliarder, og ikke opdager det, når Skat mister 90 milliarder.

Erhvervskvinden Stine Bosse argumenterede for, at den måde vi i Danmark taler om flygtninge og indvandrere har stor betydning for, om vi lykkes med integrationen.
Erhvervskvinden Stine Bosse argumenterede for, at den måde vi i Danmark taler om flygtninge og indvandrere har stor betydning for, om vi lykkes med integrationen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Men Inger Støjberg replicerede, at den økonomiske del af regningen ikke var den væsentligste.

»Det er ikke kun den økonomiske regning, den kan være enorm, det mest bekymrende er den værdimæssige, den kan være ubetalelig,« sagde Inger Støjberg med henvisning til, at mange indvandrere i Danmark lever i parallelsamfund og ikke har taget de danske værdier til sig.

»Det er derfor, at antal betyder noget,« sagde ministeren under stort bifald, inden hun opfordrede Stine Bosse til at køre en tur i Tingbjerg eller Gellerupparken, så hun kunne få syn for sagen.

Kage er en hån mod flygtninge

Stine Bosse forsikrede efterfølgende BT om, at hun gentagne gange har været i både Tingbjerg og Gellerupparken.

Hun høstede selv stort bifald fra tilhørerne, da hun kritiserede Inger Støjbergs berygtede billede af en kage på Facebook, som ministeren postede for at fejre sin udlændingestramning nummer 50.

»Det, der er så ærgerligt, Inger, det er, at du får lyst til at spise kage, når du har lavet alle de her stramninger. Jeg ville ønske, du havde lyst til at spise kage, når du har fået rigtigt mange i arbejde eller nået et andet succeskriterium for integrationen,« sagde Stine Bosse og tilføjede, at det fremstod som en hån mod mennesker, der flygter fra krig:

»Det er sikkert ikke din intention, men det er sådan, det kommer til at fremstå.«

Debatten mellem de to kvinder var skarp og med en del afbrydelser undervejs, men den blev holdt i en god tone, og de to kompetanter sluttede af med at give hinanden et kram.
Debatten mellem de to kvinder var skarp og med en del afbrydelser undervejs, men den blev holdt i en god tone, og de to kompetanter sluttede af med at give hinanden et kram. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Inger Støjberg fremhævede, at det netop har været stramninger på området i hendes tid som minister, der har dæmmet op for antallet af flygtninge, der er kommet til landet.

»Man kan ikke anfægte, at politikken virker, og antal betyder noget,« sagde ministeren og påpegede, at det alt andet lige er sværere at integrere mange end få.

Danmark er for dem, der vil
De to kamphaner, der nåede at afbryde hinanden flere gange undervejs, endte dog med at finde en form for enighed i debatten.

Det skete, da de skulle svare på det afsluttende spørgsmål fra ordstyreren, chefredaktør for BT og metroxpress, Jens Grund, der spurgte de to karismatiske kvinder om, hvor mange flygtninge Danmark kan rumme?

Inger Støjberg ville ikke sætte tal på, men svarede:

»Jeg vil ikke svare konkret på hvor mange, for det kommer fuldstændig an på, hvordan det går de mennesker, der er her. Vi skal være et åbent land for dem, der kan og vil, men vi skal være et lukket land for dem, der ikke vil,« hvortil Stine Bosse svarede:

»Der ender vi med at være enige. Du vil gerne have, de tager Danmark til sig. Her er jeg helt enig, men jeg vil også gerne have, at Danmark tager dem til sig.«

BT’s seere: Støjberg satte Bosse på plads
Før ordkrigen mellem Inger Støjberg og Stine Bosse kunne skydes i gang på Folkemødet, måtte scenen rykkes helt frem til kanten af den forhøjning, hvor debatten fandt sted, så de mange tilskuere, der var blevet forvist til gangarealerne uden for den proppede scenen, også kunne følge med.

Den intense og velbesøgte debat blev også fulgt med stor interesse på BT’s livetransmission på Facebook.
Over 100.000 klikkede sig ind og fulgte med i debatten i eftermiddagssolen, som blev kommenteret flittigt undervejs.

»Stine Bosse har ret. Det handler om viden, respekt og viljen til at hjælpe mennesker i nød,« skrev Christian Rasmussen undervejs, mens Lars Bo Lundorff var af en noget anden holdning:

»Inger er den eneste, der tør forsvare Danmark. Enhver politikers hovedopgave.«

Mens stemningen på Bornholm - dømt ud fra klapsavler og tilråb - hældte til en sejr til Stine Bosse, var vinderen en anden på Facebook.

Blandt andre Dennis Jensen var klart overbevist om, hvem der trak sig sejrrigt ud af diskussionen:

»Sådan Inger. Endelig en, som tør at sige, hvad der er galt og gøre noget ved det. Hold op, der er mange naive mennesker, som altid skal tale udenom.«

Ud over at kommentere kunne seerne også stemme på, hvem de mente, der vandt debatten. Og det viste sig at være en gyser, der blev afgjort på målstregen.

3.170 stemte på Inger Støjberg, mens 2.922 mente, at Stine Bosse vandt.