Musikere, politikere og mange andre var onsdag eftermiddag på gaden for at få regeringen til at droppe ny offentlighedslov.

Omkring tusind danskere var onsdag eftermiddag mødt op på Christiansborg Slotsplads i for at udtrykke deres utilfredshed med offentlighedsloven, som - ifølge kritikere - er skadelig for det danske demokrati.

Flere havde medbragt bannere med teksterne 'Lorteregering' og 'Nej til mørklægning, ja til åbenhed'.

På talerstolen var bl.a. TV2s journalist Kaare R. Schou, Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, og flere ungdomspolitikere, mens rollen som konferencier blev varetaget af stand-up komikeren Sebastian Dorset. Derudover var der musikalske indslag af Shaka Loveless, MC Einar og Pharfar.

En af tingene, en ny offentlighedslov vil betyde, er, at borgere og journalister ikke længere vil kunne søge aktindsigt i dokumenter, der er udvekslet mellem ministre og myndigheder under ministerierne.

Og da Sebastian Dorset blev spurgt, om han havde lyst til holde styr på tropperne under onsdagens demonstration, sagde han ja med det samme.

- Jeg synes, det er et problem, at man vil lukke adgang til, hvad der lægger bag et lovforslag. Det er jo der, meget af det vigtige foregår. Og jeg tror rigtig få borgere vil kunne gennemskue en lovtekst, så derfor er det vigtigt at få adgang til diskussionerne frem og tilbage. Man kan jo spørge sig selv om, hvorfor de gerne vil lukke ned for adgangen til de her ting. Det må være fordi, de har noget at skjule, sagde konferencieren onsdag, da bt.dk mødte ham neden for scenen.

En af medarrangørerne til onsdagens demonstration var journalist og forfatter Erik Valeur.

- Det har vist sig, at politikerne er helt resistente over for saglige argumenter, så man må sige, at sidste skud i bøssen er at møde op foran de lukkede vinduer på Christiansborg og prøve at vise dem, at de er gået alt for vidt, forklarer han.

En underskriftsindsamling er blevet iværksat, og i skrivende stund har mere end 80.000 sat deres signatur som et bevis på, at de er imod det nye lovforslag.

- Der er mange, der er utilfredse med loven. Det er ikke kun journalister, og det er der en god grund til. Gennemsigtigheden i vores demokratiske samfund bliver markant mindre, hvis den her lov bliver vedtaget, siger Erik Valeur, der endnu ikke har opgivet håbet om, at politikerne vil ændre mening.