Tyrkiets leder Erdogan må herske i landet så længe, han har lyst, hvis man spørger i en tyrkisk herreklub i København.
Danske politikere har kaldt Erdogans forfatningssejr i Tyrkiet for ’dybt problematisk’ og ’en indskrænkelse af demokratiet’.
Lars Aslan Rasmussen fra Socialdemokratisk har endda udtalt, at dansk-tyrkere, der har stemt ja, bør rejse hjem, da det er ’dybt hyklerisk at bo i Danmark og samtidig støtte Erdogan’.
Men i denne tyrkiske herreklub på H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg er de tilstedeværende noget mere begejstrede for lederen af Tyrkiet, der efter valget om en forfatningsændring har gjort, at han har fået, hvad flere kalder diktatoriske beføjelser.
»Erdogan gør det bedre for Tyrkiet, og levestandarden har forbedret sig i landet, mens han har været der. Så vi kan sagtens leve med, at han har fået flere beføjelser. Vi så gerne, at han havde fået lov til at sidde indtil 2050,« siger 76-årige Fevzi Acar, mens flere andre mænd ved bordet nikker og tilføjer:
»Så lang tid lever han nok desværre ikke. Hvis det er muligt, så skal han sidde så lang tid, som han har lyst,« siger Fevzi Acar med et stort smil.
Der bliver snakket meget tyrkisk på herreklubben her kort inden deres middagsbøn begynder, og selvom man ikke mestrer det tyrkiske sprog, så kan man godt fornemme, at selvom de er gode venner, bliver der en smule dårlig stemning, når man siger navnet Erdogan. Mange er for ham, men kun få er imod.
»Erdogan er ikke demokratisk. Han vil gøre landet til en slags Syrien eller Irak. De fleste medier er i hans lomme og journalister, der er uenige med ham bliver smidt i fængsel,« lyder det fra en af klubbens få nej-stemmere, der hurtigt bliver afbrudt:
»Det er helt forkert. Det er kun terrorister, der ryger i fængsel,« siger en ældre herre bestemt.
De fleste danskere kan blive enige om, at Erdogans nye beføjelser ligger meget langt fra det, vi kender som demokrati i Danmark. Så man kan – som Lars Aslan Rasmussen gjorde – spørge om, hvorfor tyrkerne her i herreklubben bliver boende i Danmark.
»Vi kom her for mange år siden, hvor Tyrkiet var dårligt økonomisk. Nu er mine kollegaer, familie og bekendte her, så vi kan jo ikke bare rejse hjem. Dem har jeg jo ikke i Tyrkiet. Jeg føler mig som dansker nu,« siger 70-årige Mehmet Zekin.
Ifølge de fleste af mændene, så har Tyrkiet været meget bedre både økonomisk og socialt, efter at Erdogan kom til. Han har rettet op på landet, mener de.
»Han minder på ingen måde om en diktator. Det er der nogle, der siger, men det er ikke rigtigt,« siger 71 årige Durmus Durmaz.
Den nye forfatning, som et flertal af tyrkerne har vedtaget, gør, at præsident Erdogan både bliver statsoverhoved og regeringsleder. Han får bl.a. beføjelser til at opløse parlamentet, indføre undtagelsestilstand, udnævne over halvdelen af landets dommerråd, der udnævner landets dommere, og ikke nok med det, så får præsidenten immunitet i forhold til lovbrud med mindre, at det er brud på forfatningen. Dermed er det stort set umuligt at retsforfølge ham.