I onsdagens leder i Weekendavisen opfordrer chefredaktør Martin Krasnik statsminister Lars Løkke til at gå af. Erhvervsmanden Asger Aamund er enig med lederen. Hvad er problemet?

»Regeringen kan ikke gennemføre noget som helst uden en godkendelse fra Dansk Folkeparti (DF) og Socialdemokratiet (S), som begge har meldt ud, at de ikke er interesserede i at føre liberal politik eller godkende liberale mærkesager. DF og S er fordelingspolitiske partier, de er ikke interesserede i at sætte reformer i gang, men vil bekæmpe uligheden og lave et solidarisk samfund, hvor få har for meget og færre for lidt.«

»Det vil sige, at alt det, der står i regeringsprogrammet, er total i kontrast til det, som DF og S vil. Derfor bliver alle former for liberalt initiativ skudt ned i flammer – det gælder hele skattereformen, den flade boligskat, politiskolen i Herning og Uber-sagen.«

Hvad er det, vi risikerer, hvis Løkke og VLAK-regeringen fortsætter de næste to år?

»Der sker det samme, som vi har set det sidste halve år. Lars Løkke sidder med et ministerhold, der modstræbende bliver slæbt til truget og tvunget til at spise noget, de ikke ønsker. Det er ikke i overensstemmelse med demokratiets ånd, at der sidder en regering, som fører en politik, der er tegnet af oppositionen, fordi de ikke kan komme gennem med deres egen. Lars Løkke bør tage konsekvensen af det og afholde et folketingsvalg, som vil resultere i fordelingspolitisk regering, ledet af Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen.«

»Vi ved, at socialdemokratiet ikke vil være med til reformer, når de sidder i opposition, men at de gerne vil gå med i vækstprogrammer for den danske økonomi, når de sidder på regeringsmagten.«

Hvorfor støtter du ikke den liberale regering?

»Løkke har lavet et regeringsgrundlag, som godt kan se liberalt ud, som han ved næste valg kan sige, at han har forsøgt at komme gennem med, men at det ikke lykkes, og nu håber han, at vælgerne vil give ham mere støtte til at gøre det. Han har forsøgt at demonstrere, at der er liberalt gods i den her regering, men det kan ikke nytte noget, at have et liberalt regeringsprogram, når intet af det bliver gennemført. Planer der ikke bliver gennemført, det er jo bare luft og vindfrikadeller – det kan du ikke bruge til noget.«

»Fra et overordnet parlamentarisk synspunkt er det ikke sundt, at Lars Løkke sidder med et parlamentarisk mindretal, når der er et stort parlamentarisk flertal imod dem.«