For en uge siden blev Engin Bekars ejendele fundet ved Amager Strandpark, og ingen har set ham siden.

Forældrene til den 29-årige Engin Bekar har ikke opgivet håbet om, at deres søn vender hjem til dem igen. Men ventetiden er hård, fortæller faren, Vahit Bekar.

»Vi har det meget dårligt. Vi græder. Vi er helt færdige. Hvordan kan vi klare det her? Vi kan ikke undvære ham,« fortæller Vahit Bekar.

I dag er det en uge siden, at Engin Bekars ejendele blev fundet i sandet på Amager Strandpark. En sort Hugo Boss-jakke, sorte sejlersko, 400 kr., en mobiltelefon og nøglen til forældrenes hjem. Undertøj, bukser og skjorte manglede. Engin Bekar var der ingen spor af, og ingen har hørt fra ham, siden han forsvandt efter en bytur i København weekenden forinden.

Da ejendelene blev fundet af en tilfældig forbipasserende, blev redningsbåde og helikoptere sat i gang med at undersøge vandet, men der blev ikke fundet nogen spor, og eftersøgningen blev indstillet.

Ifølge faren er der intet, der tyder på, at Engin Bekar, som er uddannet softwareprogrmmør fra DTU, var ked af det eller havde problemer. Derfor forstår familien heller ikke, hvad der er sket.

»Det er meget mærkeligt. I mine øjne er han verdens bedste og gladeste menneske,« fortæller faren.

Sønnen bor stadig hjemme hos forældrene på Amager, og de talte derfor dagligt sammen. Deres forhold var godt, og de ønsker kun at se deres søn igen.

»Vi er stolte af ham, og vi er ikke sure på ham. Hvis han har lavet en fejl, er han stadig velkommen. Vi forventer, at han kommer,« fortæller Vahit Bekar.