Joker-Tina faldt for Benny, men kærligheden holdt ikke. Jokeren Tina Nørby holdt kun en uge på »Robinson Ekspeditionen«. I aftes måtte hun skilles fra sin store kærlighed, Jokeren Benny. De to forelskede sig, men holdt lav profil på Kærlighedens Ø. Kun et lille »Farvel, Benny Mus« og »Vi ses« røber for seerne. at der var mere mellem de to end venskab.

Efter hjemkomsten flyttede de sammen i en lejlighed på Nørrebro.

»Men det var en sommerflirt, og forelskelsen gled ud i sandet,« fortæller Tina, der fortsat bor i København og er gode venner med murermesteren fra Vallensbæk.

»Jeg meldte mig for at blive landskendt kunstner i stedet for lokalkendt i Haderslev, og nu har jeg et fast galleri takket været Benny,« siger Tina, der i dag har fundet sig en ny kærlighed.

»Benny og jeg flirtede med hinanden fra starten. Jeg havde ingen forventninger om, at jeg skulle forelske mig dernede. Jeg havde ved en fejl fået tilsendt Bennys deltagerbrev og troede, det var en gammel mand. Vi fik tre dage sammen, inden vi blev sat i land. Vi lagde bånd på vore følelser og holdt meget lav profil dernede af respekt for hjemmefronten. Men vi sov sammen om natten. Det gjorde alle for at holde varmen. Det var den store kærlighed dernede, og også da vi kom hjem. Men det holdt ikke til hverdagen,« siger Tina, der kan ærgre sig over, at hun bogstavelig talt pakkede »sine sydfrugter« i raseri og dermed afgjorde sin egen skæbne i ørådet.

»Jeg vidste, jeg var i farezonen, men det var dumt gjort. Det var en panik-reaktion. Jeg havde intet at bruge de ting til. Jeg fatter ikke, hvad der gik galt. Benny tilbød mig sin talisman, men jeg syntes ikke, han skulle ofre sig for mig. Det var kun et spil, og han kunne komme længere. Det var hårdt at skilles, og jeg håbede på den ene side, at han var den næste og på den anden side, at han ville nå langt,« slutter Tina, der holder sin første fernisering på fredag med blandt andet et maleri af Robinson Ekspeditionen 2001.