Tårerne flød, ville ikke blive inde i de unge hulkende kroppe, hvis arme kæmpede med en af de tungeste byrder, noget menneske kan bære. Den uigenkaldelige afsked med én, man elsker højt
Sorgen og smerten var mejslet ind i Alexander og Nicolai Zobels ansigter, da de to sønner på blot 25 og 23 år bar deres far Peter Zobels kiste de sidste tunge skridt ud af kirken, hvor den silende regn blandede sig med strømmen af tårer.
Det var i søndags, at de og deres tre søstre Caroline, Rigmor og Sarah mistede deres far, den den kendte erhvervsmand og hofjægerjægermester Peter Zobel, som døde på sit sydsjællandske gods Bækkeskov i en alder af 81 år.
Og at sorgen og savnet rakte langt ud over familiens rækker, vidnede den tætpakkede Sankt Pauls Kirke i indre København om.
Hver en plads var fyldt. Med prins Henrik og Kronprinsen. Prinsesse Benedikte og hendes søn prins Gustav. Frits Schur, Klaus Riskær og Christian Kjær. Uffe Ellemann-Jensen og Bent Fabricius Bjerre. Grever, baroner og baronesser. Alle var de mødt op for at ære deres ven en sidste gang.
Ikke én hvilken som helst ven ifølge præsten Kathrine Lilleør, som efter bisættelsen ikke lagde skjul på, at det havde en af hendes hårdeste dage.
Hun tilhørte selv skaren af venner, og var sammen med familien ved hans side, da han søndag morgen sagde farvel til livet og blev lagt i den hvide kiste i soveværelset på Bækkeskov.
»Der sang vi om solen, der står op i øst. For det gør den især på Bækkeskov, hvor den lyser hele hovedbygningen op. Lyser derude, hvor alle fuglene flyver. På hans skov og hans dyr. Vi lagde de røde Bækkeskov roser i kisten og vi sang ‘En rose så jeg skyde’,« fortalte Kathrine Lilleør i den stærkt personlige tale til Peter Zobel, der både kaldte tårer og latter frem.
Døden - hvor uvelkommen den end er - var nådig for Peter Zobel, sagde hun.
»Han døde så fredeligt i sin seng. Lige pludselig og med en død, som han end ikke havde turdet håbe på. Midt i livet. Ikke død af en sygdom. Men med en sygdom,« sagde hun om den frygtelige lungesygdom Kol, som han fik konstateret for flere år siden, og som i lange perioder lagde en hård og kontant dæmper på Peter Zobels normalt udadvendte liv.
Men netop den seneste tid, havde rigmanden haft både energi og overskud til igen at suge livet i sig. Ikke mindst sidste weekend, hvor han om fredagen var på jagt og lørdag til 60 års fødselsdag.
»Det var en frygtelig sygdom. En angstpræget sygdom. Kol giver en kvælningsfornemmelser, en begrundet rædsel for at blive kvalt. Men han fik så mange kræfter midt i, at han selvfølgelig stadig var syg. Og hans selskabelighed kom tilbage med en frimodighed og mod på det.
For som hans søster sagde, var balkortet så fyldt i perioder, at der ikke var to damer i Nordsjælland, der kunne løfte en kop te uden, at Peter løftede med,« sagde Kathrine Lilleør, som flere gange i sin 20 minutter lange tale fik den tunge sorg til at lette i det smukke kirkerum, hvor smukke bårebuketter så langt som øjet rakte dannede en farvestrålende og kærlig hyldest hele vejen op til den enkle hvide kiste, der var svøbt ind i røde roser. Hjemme fra Peter Zobels eget gods.
Tragedierne i Peter Zobels liv, tabet af først hustruen Annika, siden den multihandicappede datter Josephine, kom Kathrine Lilleør også ind på i sin tale. Tragedier, som Peter Zobel måske aldrig helt kom sig over. Men som han - ligesom med alt andet i sit liv - tog med sig, på sig, som en del af sin skæbne.
I går i Sankt Pauls Kirke blev en anden skæbne forseglet for Peter Zobels fem børn. En skæbne, der uden tvivl rammer de unge sønner hårdere.
At de kun havde deres far på lånt tid, har altid ligget i de Zobelske sønner Alexander og Nicolais kort.
Og i går var den tid slut. For altid.
