En sur smiley, en bøde på 15.000 kr. og en politianmeldelse. Det var, hvad Radisson Blu Scandinavia Hotel på Amager fik, da fødevarestyrelsens kontrolenhed kom på besøg for nylig.

Det eksklusive hotel, der også huser Copenhagen Casino, har fire restauranter til at servicere gæsterne. En af disse er den japanske Restaurant Kyoto, der allerede ved et kontrolbesøg den 22. januar i år modtog en sur smiley af fødevarestyrelsen.

Dengang var der rod i rengøringen på restauranten, der blandt andet serverer sushi og sashimi. Men ved det opfølgende kontrolbesøg, som fandt sted den 19. marts, var der stadig ikke bragt orden i rengøringen på Restaurant Kyoto.

- Virksomheden politianmeldes. Følgende er konstateret: Virksomheden fremstår stadig snavset. I kroge og langs kanter på gulv i kølerum og i produktionslokale er der ansamliger af snavs og fedt, ventilationsrist i kølerum fremstår med skimmel og bag inventar er der snavset og under og langs bordkanter er der ansamlinger af fedt. Der er medtaget billeddokumentation, står der i kontrolrapporten efter fødevarestyrelsens besøg på den japanske restaurant som du kan læse her.

Hoteldirektør: 'Det vil få konsekvenser'

På grund af den manglende rengøring er Restaurant Kyoto nu meldt til politiet. Men også hotellets bistro Mamas & Papas måtte indkassere en anmærkning og 15.000 kr. i bøde fra fødevarestyrelsens kontrolenhed. Det skriver tv2.dk

Det var ifølge tv2.dk på grund af for høje opbevaringstemperaturer, at Mamas & Papas fik kritik. Det var restauranten nemlig også tidligere blevet indskærpet og derfor udløste forholdet bøden.

- Der er ikke så meget andet at sige, end at det her er en meget kedelig situation. Og det gælder forholdene hos begge restauranter, siger Roy Kappenberger, der er administrerende direktør på Radisson Blu Scandinavia Hotel på Amager til tv2.dk.

Han understreger, at den japanske restaurant ikke er drevet af hotellet selv, men at folkene bag restauranten har lejet sig ind på hotellet.

- Men det er ikke afgørende. Gæsterne ved ikke, at det er nogle andre, der driver den restaurant, og uanset hvad, så skal forholdene selvfølgelig være i orden. Det vil vi nu gentage over for begge restauranter. Vi skal have nogle meget alvorlige samtaler - og det her vil få konsekvenser, siger Roy Kappenberger til tv2.dk.