En er allerede varetægtsfængslet, og nu har en anden mistænkt meldt sig selv i en alvorlig sag om vold og frihedsberøvelse mod en 22-årig mand.
Samtidig beder politiet offentligheden om hjælp.
For en tredje mistænkt i sagen er stadig på fri fod – og ham efterlyser Østjyllands Politi nu med navn og billede.
»Der er tale om den 24-årige Mathias Sten Amundsen, der foruden mistanken om at have begået kvalificeret vold også er mistænkt for at have været med til at have frihedsberøvet den 22-årige,« skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet har flere gange været i telefonisk kontakt med den mistænkte og forsøgt at få ham til at melde sig selv, og man søgt efter ham flere steder, men uden held.
Derfor skrider Østjyllands Politi nu til efterlysningen i offentligheden med navn og billede.
Mathias Sten Amundsen er 24 år gammel, 177 centimeter høj og spinkel af bygning.
Han færdes i Aarhus-området og omegn, lyder det fra Østjyllands Politi.
En 21-årig, som tidligere var efterlyst i sagen, har meldt sig selv, mens en tredje mistænkt mand sidder varetægtsfængslet i samme sag.
Hvis du har viden om, hvor Mathias Sten Amundsen befinder sig, kan du ringe til Østjyllands Politi på 114.