Lyt til artiklen

Erhvervsstyrelsen kræver 21 millioner fra den tidligere bestyrelsesformand i Wonderful Copenhagen, Michael Metz Mørch, for de store mililonunderskud i forbindelse med afholdelsen af Eurovision i København i 2014.

Det viser styrelsens endelig afgørelse, som netop er blevet offentliggjort.

- Det samlede tab i denne sag kan med sikkerhed på nuværende tidspunkt opgøres til i hvert fald kr. 21 mio., som daværende formand, Michael Metz Mørch, vurderes at være erstatningsansvarlig for, skriver Erhvervsstyrelsen, som i sommer nåede frem til samme konklusion i en foreløbig afgørelse, som siden da har været i høring hos parterne.

Afgørelsen betyder, at den tidligere direktør Lars Bernhard Jørgensen og de øvrige bestyrelsesmedlemmer slipper for erstatningskrav for at have optaget ulovlige lån fra DR på 46 millioner kroner. Det skyldes, ifølge Erhvervsstyrelsen, at bestyrelsesformanden ikke informerede tilstrækkeligt om, at Wonderful Copenhagen ikke var forpligtigede til at dække milliontabet i Projektselskabet, der stod for Eurovision.

- Styrelsen finder det desuden kritisabelt, at daværende bestyrelsesformand, Michael Metz Mørch, har tilbageholdt væsentlig information for den øvrige bestyrelse, skriver Erhvervsstyrelsen i sin afgørelse, som slår fast, at Mørch handlede i direkte strid med reglerne ved at gå bag om ryggen på sin bestyrelse.

- Styrelsen finder, at Michael Metz Mørch i sin egenskab af formand har tilsidesat sine forpligtelser, og at der er tale om en væsentlig tilsidesættelse, skriver styrelsen og senere hedder det:

Erhvervsstyrelsen indledte sin undersøgelse af sagen, efter metroxpress i oktober 2014 afslørede, at Wonderful Copenhagen havde optaget millionlån hos DR uden at indhente tilladelse fra styrelsen. Samtidig kom det frem, at Michael Metz Mørch var den eneste i bestyrelsen for Wonderful Copenhagen, der kendte til lånene.

Conchita Wurst efter sin sejr i Eurovision 2014 i København.
Conchita Wurst efter sin sejr i Eurovision 2014 i København. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Undervejs har metroxpress desuden afdækket, hvordan Michael Metz Mørch havde en dobbeltrolle i sagen, da han både var formand for Wonderful Copenhagen og direktør for Det Danske Kulturinstitut. Han skulle således forhandle lån for millioner af DR og håndtere konflikter om, hvem der skulle betale millionregninger med sin overordnede i kulturinstituttet, Michael Christiansen. Dobbeltrollen mødte kritik fra flere eksperter.

- Man kan jo ikke have en formand, hvor man kan komme i tvivl om, han tjener selskabet eller et andet selskabs interesse, hvor han til hverdag er ansat. Den øvrige bestyrelse og de offentlige ejere burde have grebet ind, sagde professor Caspar Rose fra CBS til metroxpress.

Michael Metz Mørch kom en fyreseddel i forkøbet og forlod sin post i august 2015.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Michael Metz Mørch. Hans advokat, Finn Schwarz, oplyser til BT, at Michael Metz Mørch nu overvejer at anke afgørelsen til Erhvervsankenævnet.

- Vi fik først afgørelsen i går aftes klokken 19. Vi har slet ikke været nede i detaljer i den endnu. Men vi overvejer at indbringe den for Erhvevsankenævnet, siger advokaten, som kalder afgørelsen for 'forventet'.

Michael Metz Mørch og hans advokat har nu fire uger til at anke afgørelsen.