Det kan være særdeles farligt at sætte tænderne i en dansk rullepølsemad.For første gang er der nu langt mere salmonella i dansk svinekød end i det grisekød, som vi importerer fra udlandet, skriver B.T. søndag.

B.T. er i besiddelse af en intern rapport fra Fødevarestyrelsen, der viser, at der er salmonella i 12,9 procent af alle partier med dansk svinekød mod 9,8 procent af kødet fra udlandet.

Man må gerne sælge kød med salmonella i butikkerne, hvis bare ikke det er den multiresistente bakterietype. Derfor var det kun under halvdelen af kødpartierne, hvor der blev nedlagt forbud mod salg.

Myndighederne har ellers adskillige gange sagt, at det netop er det udenlandske kød, der er fyldt med salmonella - senest i en pressemeddelse fra 9. september.

- De er altså dybt utroværdige, og har løjet danskerne lige op i ansigtet. Jeg kan kun opfordre folk til at boykotte de danske kotelletter, og købe udenlandsk - og helst det svenske, hvis de vil undgå at blive syge, siger fødevareekspert Orla Zinck, der selv har været leder hos fødevaremyndighederne.

I denne uge kunne B.T. afsløre, at fire ældre danskere var døde efter at have spist dansk medisterpølse i to nye salmonellaudbrud. I alt blev 3.700 danskere syge af salmonella i 2008.

Socialdemokraterne har efter B.T.s historier indkaldt fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) til samråd i Folketinget, hvor hun skal komme med en særdeles god forklaring.

Til B.T. fortæller ministeren nu, at hun er på vej med en helt ny handlingsplan overfor de danske slagterier.

- For vi må erkende at der er for meget salmonella i dansk svinekød, hvor det går langt bedre end før med det udenlandske. Jeg vil derfor nu lægge en plan frem, hvor man gribe ind overfor svineslagterier, hvor produktionen skal holdes langt mere adskilt, siger Eva Kjer Hansen.

De store danske svineslagterier, mener ikke selv de har et problem.

- Altså vores tal for salmonella er lavere. Grunden til, at der nu er langt mindre salmonella i det udenlandske kød er, at vi i dag stiller langt større krav, når vi importerer, siger vicedirektør Erik Bisgaard Madsen i Danish Meat Association.