»Det var en meget voldsom oplevelse her til aften … På den gode måde.«
Ordene kommer fra Maja Skovgaard Falletin.
Hun er single og mor til to piger på 10 og 13 år.
De er begge meget bange for nåle og har derfor frygtet at skulle blive vaccineret.
Især Luna, datteren på 13 år, har det meget svært med det. Alle andre i hendes klasse har fået vaccinen, og det gør situationen endnu mere vanskelig. Den manglende vaccine har også begrænset hende i at deltage i arrangementer:
»Hun har været meget hjemme fra skolen, fordi hun er bange for at blive udskammet.«
Fredag blev Melia vaccineret.
Dagen var blevet tilrettelagt, og hvis hun skulle få bivirkninger, så ville hun ligge syg henover weekenden. Men alligevel blev dagen slet ikke, som Maja havde forventet.
Melia var meget nervøs i køen, og måtte også give efter for tårerne. Maja forsøgte at berolige hende, og lagde meget vægt på, at det var hendes eget valg, og at hun ikke skulle føle sig presset.
Men Melia var trods sin store frygt fast besluttet. Hun skulle vaccineres. For mormorens skyld.
»De er meget tætte med deres mormor. Hun tog alt hjemmeundervisningen under seneste nedlukning. Hun er deres primære omsorgsperson, udover mig.«
Men mormoren er i øjeblikket distanceret fra sine to børnebørn, da hun har en hjertesygdom..
Og det tager hårdt på dem allesammen.
Datteren spurgte meget ind til coronavirus, hvad det betyder for familien, og om de overhovedet kan komme på sommerferie sammen.
Hele vejen gennem køen gør Maja sit for at fortælle, at det blot er et lille prik. Men Melia er bange for, om hun skal besvime eller blive dårlig.
»Hun kommer ind til manden, der skal stikke hende med nålen, og hun er helt grædefærdig. Han spørger, om hun er okay, og taler meget med hende.«
»Til sidst siger hun bare 'gør det nu' og 'gør det hurtigt'.«
Og få sekunder senere var det overstået. Men det var sekunder, som føltes meget længere end det for Melia.
Da de kom ud igen var der en anden far, der også var derinde med sin datter. Hun var lige så rædselsslagen for stikket, og her spurgte Melia sin mor, om ikke hun skulle fortælle videre, at det ikke var så slemt igen.
Det gjorde hun, og faren til den anden datter var meget overrasket og helt benovet over hendes henvendelse.
Kort efter sagde hun også noget til sin mor, der kom helt bag på hende:
»Det var rigtig slemt, men jeg skal nok lyve over for Luna og sige, at det ikke var så slemt.«
Hele dagen gjorde stort indtryk på Maja. Hun har aldrig haft så dybe samtaler med sin datter før, og det, at hun overvandt sin frygt, for at beskytte sin mormor, gør hende meget stolt:
»Det gør mig mega stolt. Hun er sindssygt reflekterende for sin alder.«
Da de kom hjem satte Melia sig så ind på Lunas værelse. Og mens Maja traskede rundt uden for værelset, kunne hun forsigtigt lytte med på samtalen mellem sine to døtre.
Det var ingenting i forhold til hvad hun havde frygtet, sagde Melia. Hun gjorde virkelig sit for at berolige sin søster.
Maja vælger at fortælle historien, da mange børnefamilier nok står i lignende dilemmaer:
»Mange har været i tvivl, om de skulle gøre det eller ej. Der tror jeg måske man glemmer, at børn i den her alder har været meget mere involveret i alt omkring corona, end man måske går og tror. Jeg er blevet bevidst om, hvor meget de også tænker over det.«
Og selvom hun ikke vil presse hende, så håber Maja, at Luna nu vil tage imod vaccinen. Både for hendes egen, men også for mormorens skyld.
