Dommen, som falder fra kunstanmelder Mathias Kryger, er hård og direkte.
»Det er en lidt skør klods om benet,« lyder det fra ham, da B.T. ringer. Klodsen, han refererer til, er Odense Kunstmuseum Brandts.
I både en kunstanmeldelse og en kommentar i Politiken skriver Kryger om det, han mener er Odenses mangel på et ordentligt kunstmuseum.
I Aarhus har de ARoS, og i Aalborg har de Kunsten.
Men i Odense har man altså den tidligere klædefabrik Brandts, som er det ufravigelige kunsthjerte i Danmarks tredjestørste by.
Et hjerte, der ikke længere har kræfterne til at holde byens kunstliv forsynet med nok energi, lyder det fra Mathias Kryger.
Der skal bygges noget stort, smukt og teknisk tidssvarende, som giver plads til værkerne. Et sted, der er skabt med kunst i tankerne. Ikke som en fabrik.
»Jeg forstår godt dem, der føler en nostalgi for det, man fik startet i 1980erne. Med Brandts åbnede man en meget fed institution sammen med Café Biografen (biograf med restaurant i samme bygning, red.). Det var sådan lidt rock'n'roll,« lyder det fra Mathias Kryger.
»Jeg kan bare ikke se, at der overhovedet ville være nogen skam i at rykke kunstmuseet over i nye, smukke rammer i et eventuelt nyt kunstmuseum.«
Bygningerne, som Odenses eneste kunstmuseum bor i, er som en fabrik med tekstiler, ejet og drevet af familien Brandt. Kunstanmelder Mathias Kryger mener også, der stadig kan være kunstudstillinger i bygningerne. Især hvis man gør noget nyt med den måde, man udstiller kunsten på.
Selv har Mathias Kryger et særligt forhold til Odense, og han kender byen godt. Han har i to år været professor på Det Fynske Kunstakademi, som ligger i Odense.
»Hvis man nu skal være lidt positiv, så er potentialet der. Altså, der er et kunstakademi, der uddanner en masse kunstnere, og hos Brandts er der jo også utroligt dygtige folk. Både ambitiøse og dygtige,« siger Kryger.
Kunstanmelderen håber, at nogle af de vinde, der har blæst forandringer til Odense, også vil ramme kunstverdenen. Blandt andet nævner Mathias Kryger fornyelser som afskaffelsen af den udskældte Thomas B. Thriges Gade, Letbanen og H.C. Andersens Hus.
»Jeg tænker ikke, at Odense ligefrem er det vibrerende centrum for kunst, som det ellers kunne være netop grundet kunstakademiet og folkene på Brandts,« siger Mathias Kryger, der kalder Brandts for »nogle sløje rammer« for kunstscenen i Odense.
Kryger er dog klar over, at han provokerer lidt. Og stikker til kunstscenen i Odense.
Han mener, vejen frem er, at nogen banker på hos byrådspolitikerne, så man kan få Odenses eget store kunstmuseum. Fuldt udstyret med plads og klimaanlæg, så man dermed kan tiltrække vægtige kunstnernavne og -udstillinger.
»Det er, som om Odense tidligere har skudt sig selv lidt i foden, både hvad angår byudvikling, men også kunst. Nu er det så på nogle områder begyndt at vende lidt, så lad os håbe, det også spreder sig til kunstverdenen.«
Fra Brandts tager man kritikken med en vis ro, og man hæfter sig ved, at den går på bygningerne.
»Det vil altid være en smagssag, hvilken type museumsbygning man foretrækker som ramme.«
»De gamle fabriksbygninger har sjæl, historie og kontrast i modsætning til det mere klassiske, hvide oplevelsesøkonomiske museumsbyggeri, man møder flere steder i verden. Som så mange andre historiske museumsbygninger benytter vi os af mobile klimaanlæg og har nøje monitorering af dette,« lyder det i et skriftligt svar fra museumsdirektør Stine Høholt.
