Søndag spiller 80er legenderne Duran Duran på NorthSide. Danske Steen Jørgensen har set dem 85 gange.

Alene på Duran Durans aktuelle #PaperGodsTour, som begyndte sidste sommer, har Steen Jørgensen været til 16 af koncerterne. I mandags kom han hjem fra en tur til Italien, hvor han så flere koncerter i træk og blandt andet var med til at fejre keyboardspiller Nick Rhodes’ fødselsdag i Verona.

Han har tidligere været på lignende ture til USA og England, hvor han har set den ene koncert efter den anden, men han er aldrig blevet træt af se og høre bandet spille de samme sange igen og igen. Tværtimod.

»Selvom setlisten er den samme, så er oplevelsen ikke den samme. Jeg har set dem spille fem aftener i træk på det samme spillested, og hver aften var det en ny oplevelse. Det er svært at udpege en koncert, som har været den største oplevelse, men de er gode i år. De er sindssygt gode,« siger Steen Jørgensen, da BT møder ham et par timer før Duran Durans koncert på Northside søndag aften.

Interessen for det engelske band blev vakt, da Steen Jørgensen var 11-12 år og han første gang så Duran Durans videoer optaget på blandt andet Sri Lanka. Siden er pladesamlingen vokset, og det er antallet af brugte koncertbilletter også.

»Det er en interesse, der er blevet til en passion,« fortæller Steen Jørgensen.

Passionen er også det, der har fået Duran Durans danske superfan til at tage turen til Aarhus, hvor han for første gang gæster NorthSide. Selvom der dagen igennem vil være stribevis af andre koncerter på programmet, er det Duran Duran, der har hans fulde opmærksomhed.
»Jeg kommer kun for at høre dem. Jeg er fuldstændig ligeglad med alt andet,« siger Steen Jørgensen.

Læs anmeldelsen af Duran Duran på NorthSide på bt.dk