På en novemberbefængt tirsdag skulle koncerten med Jason Isbell and the 400 Unit i DR Koncerthuset blive en tiltrængt invitation til et sjælevarmende musikalsk roadtrip gennem de amerikanske sydstater.
Der er sjældent plads til opvarmningsnavnet i en anmeldelse. Men Tift Merrit, der indledningsvis ene kvinde sang og spillede seks sange, fortjener hyldest. Hun synger med en tone som Emmylou Harris og sensibiltet som Joni Mitchell.
Og da hun valgte at forlade mikrofonen, mens hun spillede og sang sit sidste nummer, hørte og så man hende gå syngende rundt på scenen som en engel, hvis forsagte, blide vingesus tydeligt hørtes i den akavede koncertsal. Der kom IKKE en lyd fra publikum. Fantastisk.
Som sidedamen sagde: hende kunne man godt tænke sig at se på et lille sted.
Jason Isbell har en fortid i bandet Drive-By Truckers, et pionerband indenfor såkaldt alternativ country med punket guitarkant. Især hans fjerde soloalbum ‘Southeastern’ fik fortjent Rock-USA - med Over Highway Man Springsteen i spidsen - til at gå i svime.
Isbell stammer fra Greenhill, Alabama, og hvis man et øjeblik tillader sig at beskrive musikken ud fra stednavne, er hans hjemby på grænsen til Tennessee et ganske rammende sonisk fikspunkt.
Fra Greenhill er der få kilometer til Muscle Shoals (hvorfra flere af The 400 Units medlemmer stammer) soulsvampede lydbillede. Der er bare et par timer nordpå til The Home of Country, Nashville, et par timer til Athens, Alabama, hvor Alabama Shakes stammer fra. Og nogle timers kørsel mod sydøst og byer, hvorfra sydstatslegender som Allman Brothers og Lynyrd Skynyrd stammer.
I løbet af godt og vel halvanden time bevægede Isbell og hans band sig ubesværet og stilsikkert mellem country, sydstatsrock, blues, highwayrock - det hele spillet på lige dele fascination af traditionerne og samtidig med nutidig kant og råstyrke som en Sturgill Simpson eller Gasligth Anthem.
Isbell har optrådt flere gange i Danmark med sin gruppe. Med nogenlunde samme bandmedlemmer, som var med i aften på det bløde tæppe på scenen i DR Koncerthuset.
Med dette koncertrum ved man aldrig rigtig, når det gælder rock. Musikken får ofte en dumb, mørk og tøndeagtig klang. Bulder og brag og umuligt at skelne bas fra ekko.
Men ikke i aften; ikke efter de første to-tre numre, hvor det lykkedes en åbenbart hyper kompetent lydmand at skabe så god lyd, at det ikke alene var muligt at høre Isbells sang tydeligt, selv i numre med en eller to akustiske guitarer eller f.eks. keyboardmand Derry DeBorja på harmonika stod det hele glasklart i lydbilledet. Mere og mere, jo længere vi kom i koncerten.
Den gode lyd var stærkt fremmende for Isbells kompromisløse insisteren på nærvær og ægthed i stort set alt, hvad han og det fremragende band foretog sig på scenen. Om det gælder det indforståede samspil i bandet eller hovedmanden selv, centerstage, og hans store sangstemme, der foredrager rustikke kærlighedstekster som i ‘Cover Me Up’, eller socialt bevidste sange om at finde sin plads i en bluecollar hverdag som ‘Something More than Free’ eller den solidariske ‘Last of My Kind’.
Det er både trøstesløse og håbefulde sange fra et Alabama, der på mange måder er USAs røvhul (medmindre man ser i retning af et hvidt hus i Washington DC).
Efter en aften med økologisk korock forlod jeg stedet med smilehuller, der ikke var der i forvejen, og en gåsehudsfremmende fornemmelse af at have set og lyttet til sydstatsamericana, når det er mest autentisk.
Så vil en og anden måske sige: ærgerligt, at vi små 1.500 i DR Koncerthuset ikke fik set, hvad der formentlig vil vise sig at blive en historisk dansk fodboldlandskamp? Overhovedet ikke. De vinder sikkert igen, hvis Christian Eriksen gider.
De magiske 90 minutter i DR-Byen med Isbell kommer aldrig til at gentage sig.
Jason Isbell and the 400 Unit, DR Koncerthuset, tirsdag aften
