Anna-Mette og Kræl holder deres bryllupsrejse i en svinesti på Danmarks smukkeste festival.

Normalt forbinder man bryllupsrejser med solbeskinnede strande, suiter og det rene luksus. Men Anna-Mette og Kræl har valgt at tilbringe deres bryllupsrejse på en helt anden måde.

Parret tilbringer deres i svinestien på Skanderborg Festival. Her bor gæsterne i små, hyggelige blikskure, hvor man kan sove tørskoet, hvis vejret skulle vise sig fra sin værste side.

Anna-Mette og Kræl blev gift lørdag, weekenden før Danmarks Smukkeste Festival gik i gang.

- Vi havde et traditionelt bryllup, og så blev vi enige om, at vi skulle lave noget utraditionelt, siger gommen.

Efter brylluppet står den så på fire hvedebrødsdage med skøn musik og smukke omgivelser, inden det forelskede par må vende tilbage til hverdagen.