Når Guns N' Roses spiller i Aarhus til sommer, bliver det med en ny bandopsætning.
Det amerikanske rockband skriver nemlig nu på Facebook, af et mangeårigt medlem forlader bandet.
Guns N' Roses, der er kendt for hits som 'Welcome to the jungle', 'Paradise City' og 'Sweet Child O Mine', blev dannet tilbage i 1985.
Dengang bestod bandet af forsanger Axl Rose, guitaristerne Slash og Izzy Stradlin, bassist Duff McKagan og trommeslager Steven Adler.
Siden er der løbende blevet skiftet ud i besætningen, og nu bliver der altså skiftet rundt igen.
På Facebook skriver Guns N' Roses, at deres trommeslager siden 2006, Frank Ferrer, har spillet sin sidste koncert med bandet.
De skriver videre, at bruddet sker i al venskabelighed, og de ønsker ham alt god fremover.
For tiden består Guns' N Roses af Axl Rose, Duff McKagan, Slash, Dizzy Reed, Richard Fortus og Melissa Reese.
Under deres Facebook-opslag giver flere udtryk for, at de nu håber, at den originale trommeslager Steven Adler kommer tilbage.
Guns N' Roses starter en ny verdensturné 1. maj i Sydkorea og spiller dernæst blandt andet i Eskelunden i Aarhus 29. juni.