Det kan godt være, de har en ven i London. Men der var ingen, der tog imod de danske Grand Prix-stjerner, da de i går landede Danmark sidst på eftermiddagen.
Efter at have optrådt for 120 mio. seere vendte danske 'A Friend in London' nemlig tilbage til en helt tom ankomsthal i Københavns lufthavn Kastrup.
Forsanger Tim Schou havde dog en meget logisk forklaring på den manglende opbakning til det hjemvendte rockband.
- Det er meget naturligt. Vores fans de ligger jo og sover nu, ligesom vi skal, når vi kommer hjem, lød det sidst på eftermiddagen fra den trætte forsanger, der i dagens anledning bar et sæt store mørke solbriller.
Det var bestemt ikke kun Tim Schou, der så frem til at koble af efter et par uger i Düsseldorf. Hele bandet var nemlig ude og fejre den flotte femteplads.
- Det var fedt at få lov til at holde lidt fri, for vi har arbejdet meget intenst i to uger nu. Det var vildt at opleve kulminationen på det hele i finalen, og så bare give los i byen bagefter, lød det fra Sebastian Vinther, der spiller guitar
Og der blev givet los. Efterfesten for de mange deltagere bød nemlig på fri bar hele natten. Og når man ikke skal betale for drikkevarerne, så kan man jo ligeså godt udnytte det.
- Vi gav den jo bare fuld gas. Jeg lavede faktisk en glidebane af øl midt på dansegulvet, fortalte Aske Damm Bramming, bassist i A Friend in London.
Undervejs i forløbet har bandet ellers været meget seriøse, og bl.a. for at spare på Tim Schous stemme, har både alkohol og pressemøder været skåret ned til et minimum. Men det blev der ikke tænkt på, da det hele var overstået.
- Det var en vild aften. Jeg kom hjem til morgenmaden. Det var dejlig med en god omgang æg og bacon, fortalte en grinende Esben Svane, trommeslager i bandet. Allerede nu har sangen 'New Tomorrow' solgt guld i Danmark, dvs. mere end 15.000 eksemplarer.
Men det er ikke kun i Danmark, at A Friend in London præger hitlisterne. Også i Tyskland og Irland er 'New Tomorrow' med øverst på hitlisterne. Derfor planlægger bandet også at gennemføre en række koncerter i netop disse lande.
I første omgang venter der dog det unge rockband en stor Danmarksturné, før de i slutningen af juli drager til Canada for at indspille deres kommende plade. CD’en forventes at være på gaden i løbet af september.
Hjem fra festen med tømmermænd

kilkaya stream group placeholder

Shoppingtips med reklamelinks
Det bedste
du kan få
Det bedste
du kan få
Det bedste
du kan få