I februar vandt 'A Friend In London' det danske Melodi Grand Prix, men det var ikke tid til at hvile på laurbærrene for de fire drenge i bandet, der nu har veloverstået en tidspresset turne i Canada.

- Det har været sindssygt sjovt og givende. Vi har simpelthen lavet så mange gode ting og boet på de lækreste hoteller med spa på taget og store swimmingpools, siger forsanger Tim Scou til bt.dk og slår samtidig fast, at tiden i Canada har åbnet op for nye forbindelser indenfor musikverdenen.

Blandt andet har gruppen arbejdet hårdt på, at vinderhittet 'New Tomorrow' skulle få sin plads på det canadiske svar på MTV 'MuchMusic' og især TV-optrædener har der været masser af undervejs i Canada.

- Vi har lavet madprogrammet 'Cooking with Paddy Jane' i Toronto, hvor vi skulle lave mad og fortælle værten om det og vores musik. Vi lavede ørred med rodfrugter, fordi det var lidt nordisk og fordi nogle af os i bandet går meget op i at spise sundt, siger Tim Schou.

Bandet har også givet en live-optræden i det canadiske svar på Go' Morgen Danmark. Nu venter der en række praktiske gøremål inden bandet vender hjem til Danmark, hvor de står på scenen i Parken under X Factor finalen på fredag.

- Så skal vi øve op til vores to store koncerter i april, som vi glæder os overdrevet meget til. Vi glæder os til at vise Danmark, at vi er et rigtigt band med et stort repertoire, siger Tim Schou, der sammen med sine tre bandkammerater også skal forberede en udgivelse, der kommer senere på året.

Selv om 'A Friend In London' har været langt væk fra andedammen siden sejren i februar, så har de stadig kunnet mærke opbakning fra hjemlandet.

- Det har været fuldstændigt fantastisk at mærke, hvordan Danmark har savnet os og støttet os så meget, og ikke mindst købt vores single. Det er så lækkert. Så tak til Danmark, og nu kommer vi hjem og giver jer musik for skillingen, lover forsangeren.

'A Friend In London' offentliggører snart deres turneprogram i det danske, som vil løbe til september.

Se bandets optræden på morgen-tv i Canada her