»Jeg har ikke lyst til, at der skal sidde nogle følgere derude og se mig og tro, at det her er et resultat, man kan opnå ved at gå ned at træne eller ved at vandfaste. Det er fake og sådan er det.«
Sådan lyder det fra Regitze Bach, der er realitystjerne, influencer og OnlyFans-kreatør, i denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast, Q&CO.
Her er hun i studiet for at forklare, hvorfor hun - blandt andet på YouTube - har delt sin oplevelse med at få foretaget en numseoperation, et såkaldt Brazilian Butt Lift, i Tyrkiet. En operation, der endte med at tage otte timer og efterfølgende har kastet hende ud i et smertehelvede og et langt forløb med komplikationer.
I de videoer, hun har delt - og som man nu også kan se i den spritnye DR-dokumentar 'Løgnen i dit feed' - tager hun følgerne med ind i timerne og dagene efter operationen. Her ser man, hvordan Regitze er helt fra den, da hun vågner fra narkosen, og hvordan hun - efter eget udsagn - stinker af tis og blod efter fem dage uden bad.
Til spørgsmålet om, hvorfor hun har behov for at dele lige netop, lyder det fra den garvede realitydeltager:
»Jeg synes, det er vigtigt at være autentisk. Også når det er grimt. For jeg har ikke lyst til, at der er nogen derude, der skal tage et valg på baggrund af en løgn og blive lige så chokeret, som jeg var, da jeg vågnede fra min operation.«
Dét svar giver journalist på Weekendavisen Christian Bennike dog ikke meget for. Han er også med i studiet, og han går direkte i kødet på Regitze, der har næsten 90.000 følgere på Instagram.
»Jeg tænker sgu, det er ret uærligt [...] Du får det til at lyde som om, at du deler det for din følgeres skyld og sågar for verdens skyld. Men du gør det vel i høj grad for din egen skyld - ikke kun i forhold til det økonomiske, men også bare fordi, du godt kan lide opmærksomheden.«
Hør diskussionen i denne uges afsnit af Q&CO i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder: