Retten i Glostrup har varetægtsfængslet en 39-årig formodet voldtægtsmand "in absentia". Han er flygtet til udlandet efter en grov voldtægt på en 22-årig kvinde i Albertslund. Den 22-årige kvinde blev efter voldtægten sat af ved skadestuen på Glostrup Sygehus af den 39-årige og hans kammerat.

Kvinden var blevet udsat for en flere timer lang grov voldtægt i en lejlighed i Albertslund, hvor voldtægtsmanden tog kvælertag på offeret.

- Hun havde en del friske mærker efter vold, oplyser politifuldmægtig Jesper Hagen, som nu er ved at skrive en international arrestordre til Interpol på den sigtede.

Retten i Glostrup varetægtsfængslede manden "in absentia" i morges., sigtet for voldtægt og grov vold.

Den 39-årige har ingen tilknytning til Danmark, men han opholder sig muligvis i Sverige, erfarer bt.dk.

Den grove voldtægt skete natten til den 1. august i år og politiet har flere gange talt i telefon med den 39-årige og forsøgt at få ham til at melde sig selv.

- Det har han ikke ønsket, så nu må vi lede efter ham med en international arrestordre, siger politifuldmægtig Jesper Hagen.

Den 39-årige havde et vist kendskab til offeret, der opholdt sig i lejligheden sammen med den 39-årige og dennes kammerat, som ikke er sigtet i sagen.

Det var bl.a. takket være videoovervågning fra Glostrup sygehus, at det lykkedes at få identificeret den 39-årige.