En redningshelikopter reddede en livløs kvinde op af vandet ved Øresundbroen. Hun sprang ud fra højbroen i 57 meters højde og lå i det kolde vand i cirka en halv time. Hun blev fløjet til Rigshospitalets traumecenter med helikopteren, men overlevede ikke. Foran øjnene af en forbikørende bilist sprang en yngre kvinde ud fra højbroen på Øresundsforbindelsen i 57 meters højde. Hendes bil blev fundet efterladt på broen.

Flyvevåbnets redningshelikopter reddede kvinden op af det kolde vand i "Flinterenden" og fløj hende direkte til Rigshospitalets helikopter-platform.

Lægerne kæmpede i godt en halv time for at redde hendes liv, men det lykkedes ikke. Politiet har sikret hendes bil på broen og har fundet hendes identitetspapirer Der er tale om en yngre dansk kvinde.

En bilist kørte på broen, da hun så kvinden køre ind til siden og kravle op på rækværket. Bilisten bremsede op og løb hen til stedet i forsøget på at stoppe kvindens selvmord, men da var hun hoppet.

Øresundsforbindelsen blev ikke afspærret, oplyser politiet.

Der er 57 meter ned til vandet i Øresund fra højbroen, der er 1092 meter lang.

Vagthavende officer hos Søværnets Operative Kommando oplyser, at SOK fik alarmen kl. 11.03 og sendte en redningshelikopter fra Roskilde Lufthavn.
 
Helikopter-mandskabet fik øje på kvinden i vandet ud for det sted på broen, hvor hun var sprunget. Cirka kl. 11.31 blev hun reddet op af vandet.

Kvinden sprang fra den svenske side af broen på det højeste sted af højbroen.