Helt almindelige danskere lukker øjnene for, at de køber hælervarer, hvis bare prisen er god nok. Dermed er de skyld i, at tusindvis af hjem bliver udsat for indbrud, og de risikerer selv at blive dømt som hælere.

En ny undersøgelse, foretaget for Det Kriminalpræventive Råd og Forsikring & Pension, viser, at hele 87 pct. af danskerne tror, at det er auktionshusene, der har ansvaret for, at varerne ikke er stjålne, mens 59 pct. mener, at det er umuligt at vide, om varer købt på internettet er stjålne.

Men hvis din nyerhvervede iPhone er så billig, at det minder om tyveri ved højlys dag, så er det nok for godt til at være sandt. Og så kan du blive dømt for groft uagtsomt hæleri.

Det vil Det Kriminalpræventive Råd og Forsikring & Pension nu sætte fokus på i deres nye kampagne »Tænk over prisen«, der både spiller på, at man skal overveje, om en vare måske er mistænkeligt billig, men også, at det er en høj pris for dem, der bliver udsat for indbrud.

Juraprofessor og formand for Det Kriminalpræventive Råd, Eva Smith, mener, at mange borgere lukker øjnene for, at de køber hælervarer.

- Jeg er helt overbevist om, at der er nogle, der ved, at der er eller kan være noget galt. Og så vælger man at dysse sin dårlige samvittighed til ro og tænker, at forsikringen betaler jo, hvis det endelig skulle være stjålet. Jeg tror ikke, at man tænker på, hvor ubehageligt det er at være udsat for indbrud, eller på de børn, der skal have psykologhjælp, fordi de pludselig indser, at deres trygge hjem kan blive invaderet, siger hun.

Hun opfordrer til, at man er en smule mere skeptisk.

Der er den samme straf for hæleri som tyveri, og med virkning fra 1. januar i år har Folketinget skærpet straffene for hæleri markant, så straffen for professionelt hæleri er øget med en tredjedel, mens også bødestraffen for groft uagtsomt hæleri, hvor almindelige mennesker lader sig friste af gode tilbud på stjålne varer, er hævet.

På internetmarkedspladsen Trendsales har man omkring 50 moderatorer ansat, der dagligt gennemgår salgsannoncer for ulovlige varer.

- Vi er særligt opmærksomme, hvis nye brugere opretter mange annoncer med dyre varer. Så kan vi kræve, at de skal cpr-validere sig. Vi tjekker hver dag specielt for eksempelvis Rolex-annoncer og Canada Goose-jakker, fortæller sikkerhedschef Ditte Maria Nielsen og fortæller, at det fortrinsvis er designertasker og tøj, der er populære hælervarer.

Samtidig med at danskerne løber fra hæleransvaret, mener 91 pct. at det ikke er i orden at købe stjålne varer.