Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

To 18-årige mænd har meldt sig selv til politiet og indrømmet, at de stod bag en brand på en skole i det nordøstlige Odense tirsdag aften.

En brand, der var snublende tæt på at ende helt galt.

Der var ild i et bord-bænke-sæt under et udhæng på skolen. Branden var ved at brede sig til taget på selve udhænget.

Brandfolkene fik dog hurtigt slukket branden.

Efterfølgende stak en gruppe unge mennesker af fra stedet. En episode, der blev fanget på videoovervågning.

Det fik tirsdag aften vagtchef Sten Nyland fra Fyns Politi til via forskellige medier at komme med en opfordring til de unge ildspåsættere om at melde sig selv.

»De kan lige så godt ringe til os. Vi har dem alligevel på film,« sagde han til Fyens Stiftstidende.

Og det var en en opfordring, de fulgte.

»Omkring midnat meldte de unge mænd sig,« fortæller vicepolitiinspektør Jack Liedecke fra Fyns Politi.

To 18-årige mænd er nu sigtet for brandstiftelse.

De er ikke tidligere kendt af politiet. Og det sammenholdt med deres forklaring og omfanget af skaderne gør, at de igen er løsladt.

Nu skal sagen efterforskes til bunds, og så vil sagen komme for retten på et senere tidspunkt.