Han er dømt for to sexovergreb og anklaget for endnu to. Men han er ikke sindssyg.

Mandag begyndte retssagen mod den 21-årige LMS, der er anklaget for at have for sexoverfaldet to kvinder under sin prøveløsladelse. Og på retsagens første dag skulle udover den tiltalte også den ene af hans påståede ofre forklare sig for dommeren.

Ved siden af sin forsvarer sad den unge fyr roligt i retten, klædt i sort skjorte, løstsiddende jeans og hvide sneakers. Og med korslagte arme og ryggen drejet bort fra pressen fulgte hans øjne nøje anklager Anne Birgitte Stürup, mens hun fremlagde anklageskriftet for nævningetinget.

Det første af de to overgreb  som LMS er tiltalt for fandt sted 31. juli 2010 i Haslev, hvor han skal have forsøgt at voldtage en kvinde i en trappeopgang. I retten fortalte han, at han var på vej hjem til sin svoger i Haslev efter en fest i lokalområdet, da han pludselig blev passet op af en kvinde, som han aldrig havde set før.

- Så kommer en kvinde og råber til mig, men jeg orkede det ikke. Jeg var beruset og træt. Hun snakkede ikke så godt dansk. Hun vil måske spørge om vej. Hun råber et eller andet, beskyldte mig for noget, og jeg spørger, hvad hendes problem er, fortæller LMS i retten.

Postyret vækker svogeren, der fra lejlighedens altan blander sig i skænderiet. Og kvinden bliver ifølge tiltaltes forklaring vred og samler en sten op.

- Hun tager så en sten op – langs bygningen er der sten - og hun prøver at slå mig med den sten. Tager hånd op og prøver at forsvare mig, så hun ikke slå mig i hovedet. Min kone kommer ud og spørger med en dyne om sig og spørger, hvad der er sket. Så går vi ind. Så hun sin vej, og så går jeg min vej, fortæller LMS.

Sådan lød LMS egen forklaring, men da det efterfølgende blev den forurettede kvindes tur til at forklare sig, var historien ikke overraskende en anden.

Ifølge hende var det LMS der flere gange slog hende, og ham der kastede en sten efter hende. Derudover forklarede hun, hvordan LMS skulle have kastet en grilkniv efter hende, da hun forsøgte at stikke af. En kniv hun havde tabt under tumulten med LMS. Kvinden der har anden etnisk oprindelse en dansk, havde  svært ved at følge med i spørgsmålene fra LMS forsvarer, og måtte flere gange fysisk vise, hvordan LMS overfaldt hende, da forsvaren forsøgte at så tvivl om hendes forklaring.


Den 21-årige fik fem års fængsel ved Østre Landsret, da han i 2006 truede sig til seksuelle ydelser i et solcenter i Roskilde. Men da han blev prøveløsladt sidste sommer skal han ifølge anklagerne have truet sig til sex to gange.

Sidst han blev mentalundersøgt før sin første dom i 2006, var konklusionen, at han ikke var psykisk syg. Han havde en fjendtlig opførsel, kunne ikke skelne sandhed fra løgn og følte ikke anger. Men han var ikke sindssyg.

Heller ikke den nye mentalundersøgelse efter de påståede overfald sidste år viste, at han var sindssyg. LMS havde været ind og ud af forskellige praktikforløb, ville gerne uddanne sig til mekaniker, men han havde svært ved at finde en læreplads, og nu modtog han kontanthjælp. Han skulle have været gift med sin 14-årige kusine fra hjemlandet Libanon, men det var gået i vasken. I stedet var han blevet gift med en et år yngre tunesisk kvinde.

Men mandag sad han atter på anklagebænken for sexoverfald.

Det ene tilfælde fandt sted 5. august sidste år nær Vestamager metrostation, hvor han brutalt skal have tvunget sig til oralsex. Kvinden skal være gennemgået et 40 minutter langt mareridt mellem 23.06 og 23.45, hvor hun først bliver overfaldet bagfra, slæbt hende et stykke og truet med at 'stikke hende ned', hvis ikke hun udleverede mobiltelefon, kreditkort og pin-kode.

Men i retten i dag nægtede LMS, at han overhovedet havde været på Vestamager metrostation. Det var simpelthen ikke ham på overvågningsbillederne fra stationen.

- Jeg var ikke på Vestamager station. Jeg sted af ved Fields. Mødtes med en og røg en joint, forklarede LMS i retten i retten i dag.

Stemmen var under forklaringen rolig, til tider næsten uhørlig, men når anklageren bad ham gentage sig, sneg der sig tydelig irritation ind.

- Forklare hvad? Jeg har jo lige forklaret, sagde han flere gange, når anklageren spurgte til det samme på en ny måde.

Kvindens kreditkort, som han havde på sig, da politiet senere anholdt ham, har han også en god forklaring på.

- Efter jointen ville jeg gå lidt for mig selv. Jeg ville tage ud til Christiania. På vejen fandt jeg et kreditkort og puttede det i lommen. Jeg ville smide det i en postkasse et sted, forklarede han.

 Der er fortsat navneforbud i sagen, hvor der ventes at blive afsagt dom torsdag.