Den 46-årige Johnny Holm Jensen kan se frem til en solid pause fra narkohandleriet

- Dem har jeg sparet op gennem et langt arbejdsliv...

Sådan sagde den 46-årige narkohandler Johnny Holm Jensen, da han i går ved retten i Holbæk skulle forklare, hvordan det kunne være, at han lå inde med 990.000 gode danske kroner. Nydeligt bundtet og vacuumpakket i gennemsigtig plastic.

Det fortæller politiassesor ved Midt og Vestsjællands Politi Peter R. Ahleson til bt.dk.

- Han har dog været på overførselsindkomst det meste af sit voksenliv, så retten troede ikke rigtigt på ham, konstaterer Ahleson. 

Lidt sværere for Johnny Holm Jensen var det at bortforklare, at han også havde 1,5 kilo amfetamin og 7,5 kilo hash liggende i sit hjem i Gørlev, da politiet i juni sidste år kom på uanmeldt besøg hos den
gamle kending.

Men den ulovlige narkotika tilhørte slet ikke ham. Han opbevarede det blot for en bekendt, forklarede han.

Heller ikke den forklaring fandt retten overbevisende.

Retten fandt det bevist, at den 46-årige mand havde handlet med mindst tre kilo amfetamin og de 7,5 kilo hash og idømte ham seks års ubetinget fængsel. En afgørelse Johnny Holm Jensen på stedet ankede til Landsretten.

En anden lokal mand på 58 år blev idømt tre års fængsel for i mindre grad at have bistået Johnny Holm Jensen med ulovlighederne.

Begge slap dog for at blive dømt efter den særlige lovgivning, der er sender bandemedlemmer ekstra tid bag tremmer, idet politiet måtte opgive at bevise, at de havde relationer til rockere.

- Vi er af den overbevisning, at man ikke kan handle med stoffer i det omfang uden at have relationer til de lokale bander, men vi kan ikke bevise, at det er tilfældet, siger Peter Ahleson til bt.dk.

I den ende af Vestsjælland, er det Bandidos, der styrer slagets gang på stofmarkedet.