Politiet advarer lørdag eftermiddag mod en cyklist på Sønderjyske Motorvej ved Rødekro.

Cyklisten er set i det sydgående spor. Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er der formentlig tale om en såkaldt roligan – altså en fodboldfan.

Cyklisten er således ifølge politiet iført røde shorts og hvid trøje.

Betjente er på vej til stedet, oplyser politikredsen på Twitter.

Kort før kl. 17 oplyser vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi, at politiet nu har kørt motorvejsstrækningen igennem - uden at støde på den roligan-klædte cyklist.

»Han er tilsyneladende kommet væk i god behold, og ingen mennesker er kommet noget til. Han kørte i nødsporet,« oplyser vagtchefen, som ikke umiddelbart er bekendt med, at der skulle være større sportsarrangementer i området, som kunne forklare påklædningen.