Danskernes hjem er et stort tag-selvbord for horder af tyveknægte, der rejser til Danmark fra Østeuropa. Vi oplever i øjeblikket en bølge af indbrud i huse og lejligheder, og en stor del af indbruddene begås af fattige kriminelle rumænere, der rejser til Danmark for at tjene penge på tyverier.

Efter 254 indbrud på kun 11 døgn er Nordsjælland særligt udsat i øjeblikket, og politiet kæmper nu for at stoppe indbrudsbølgen.

- Det her er for meget. Der er ingen tvivl om, at det er flere 'hold' fra Østeuropa, som står for den store stigning i indbrud, som vi ser i øjeblikket, siger chefpolitiinspektør Flemming Drejer fra Nordsjællands Politi.

Derfor har politiet sat massivt ind med patruljer i de ramte områder. Det er f.eks. omkring S-togs stationer, hvor tyvene ofte tager cyklen med i toget.


Hjælp politiet

- Vi har meget brug for borgernes hjælp og får mange tip om mistænkelige personer eller biler, siger Flemming Drejer. Politiet har oprettet en særlig 'hotline' på 114 til tip om indbrudstyve.

Det er valget af koster og indbrudstyvenes fremgangsmåde, som afslører, at det ofte er østeuropæere, der står bag. Samtidig har politiet i år anholdt mange rumænere for indbrud.

- De vælger tyvekoster, som er nemme at sende ud af landet, som smykker, kontanter og bærbare computere. Østeuropæerne render som regel ikke med PH-lampen eller designerstolen, siger Flemming Drejer.


Ny kedelig rekord

2009 bliver nyt rekordår for indbrud i private hjem, spår Forsikringsoplysningen. I de første ni måneder af 2009 fik 32.386 danske hjem besøg af indbrudstyve. Det er 59 procent flere end for blot tre år siden. Og nu går vi ind i den periode, hvor indbrudstyvene er mest aktive.

Forsikringsselskaberne regner med at udbetale over en milliard kr. i år i erstatninger efter indbrud, og præmierne stiger nu. Samtidig er politiets opklaringsprocent den ringeste i mange år. Højst hvert 15. indbrud bliver opklaret.

Københavns Politi har i 2009 anholdt 462 personer, der har begået indbrud i privat beboelse, oplyser informationschef Flemming Steen Munch. Af dem er 333 danskere, resten er udlændinge, heraf 22 rumænere. Indbrudstyvene er ofte unge, 62 af de sigtede er 17 år. Og den typiske indbrudstyv er mellem 15 og 30 år, siger Flemming Steen Munch.


Rumænsk underboring

Midt- og Vestsjælland har også været plaget af indbrud hele året. Især rumænere har begået indbrud ved underboring, hvor de borer et hul i vinduet eller terrassedøren og åbner grebet udefra med et stykke ståltråd. De indbrud sker ofte om natten, mens folk sover. Politiet på Midt- og Vestsjælland har anholdt fire rumænere, der nu sidder varetægtsfængslet.

- Efter at de fire rumænere blev anholdt, har vi nu i et par uger ikke haft den type indbrud, siger kommunikationsmedarbejder Jan Lauritzen.

Politiet går målrettet efter østeuropæere:

- Når vi ser en østeuropæisk bil, bliver den stoppet og tjekket. Det går ofte ud over håndværkere, som kun er her for at arbejde, men ind imellem finder vi indbrudsværktøj og tyvekoster, siger Jan Lauritzen.


Tiggere og lommetyve

Rumænien blev EU-land 1. januar 2007, og 22 mio. rumænere, mange af dem fattige, fik fri adgang til EU-landene. Det har kriminelle bander udnyttet, og rumænere kommer til Danmark og begår en bred vifte af berigelseskriminalitet fra tiggeri til lommetyverier, tricktyverier, indbrud og røverier. Der kører busser direkte til København og Jylland hver uge, og billetten er billig. Rumænerne kommer som turister og har lov til at være i Danmark, når de har penge til opholdet.

Også tilrejsende sydamerikanere begår indbrud. I mandags anholdt politiet en 35-årig chilener efter tre villaindbrud i Greve. I et grundlovsforhør fik han en lyndom på 60 dages fængsel og udvisning.