Med anholdelsen af en 20-årig mand håber politiet at være kommet et skridt videre i opklaringen i sagen om det 21-årige voldsoffer, der natten til mandag blev tæsket ihjel.

Politiet troede i første omgang, at drabet var sket i et grønt område ved Utterslev Mose i Brønshøj, men siden viste det sig, at det egentlige gerningssted var en industrigrund i Hvidovre.

Her har en række gerningsmænd ifølge politiets sigtelse i tiden mellem klokken 00.30 og 01.30 natten til mandag i fællesskab tildelt offeret slag og tramp mod hovedet og kroppen, så det endte med at koste ham livet.

Nogle af slagene skal ifølge sigtelsen have været med genstande. Det medførte blandt andet, at det 21-årige offer fik en sprængt milt.

Efter overfaldet skal i hvert fald to af gerningsmændene selv have fragtet offeret til Herlev Hospital, hvor han blev erklæret hjernedød klokken 04.40 samme nat.

Og senere samme dag åndede den 21-årige ud for sidste gang.

I første omgang blev en 19-årig mand anholdt og varetægtsfængslet for drab – subsidiært vold med døden til følge.

Politiet gennemførte i mandags en storstilet eftersøgning med blandt andet hunde i området ved Utterslev Mose, hvor man i første omgang troede, at det 21-årige drabsoffer var blevet mishandlet.
Politiet gennemførte i mandags en storstilet eftersøgning med blandt andet hunde i området ved Utterslev Mose, hvor man i første omgang troede, at det 21-årige drabsoffer var blevet mishandlet. Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix
Vis mere

I et nyt retsmøde onsdag blev yderligere to mænd formelt varetægtsfængslet for lukkede døre i byretten i Glostrup uden at være til stede.

Efter politiets opfattelse er de to mænd på 20 og 23 flygtet til udlandet. Ifølge politiets anklager i sagen tyder telefonoplysninger på, at de opholder sig i henholdsvis Tyskland og De Forenede Arabiske Emirater.

Ved retsmødet blev de varetægtsfængslet in absentia – altså uden at være til stede – da dommeren vurderede, at der er begrundet mistanke om, at de har gjort sig skyldige i vold med døden til følge.

Rettens kendelse har nu gjort det muligt for politiet at efterlyse de to mænd international.

Og senest er altså en fjerde mand blevet fysisk anholdt i sagen. Han sigtes for drab, subsidiært dødsvold.

Senioranklager Cecilie Bak fra Københavns Vestegns Politi ønskede dørene lukket af hensyn til den fortsatte efterforskning i sagen, og det ønske imødekom dommeren. Hun oplyser, at den sigtede blev varetægtsfængslet for tre uger.

Det skete på begrundet mistanke om vold med døden til følge, men sigtelsen for drab opretholdes af politiet.

Forsvareren – advokat Anders Schønnemann – oplyser til B.T., at hans klient nægter sig skyldig. 

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.

Andre læser også