157 kroner for en voldtægt af en blot 7-årig pige.

Sådan lød en af de grusomme bestillinger - ifølge Nordjyllands Politi - fra en 43-årig mand fra Sæby.

Bestillingerne blev foretaget over internettet via bl.a. Skype og Messenger og de fleste af krænkelserne fandt formentlig sted på Filippinerne, hvorefter de blev streamet til den 43-årige, som så kunne følge med i de grove overgreb.

Det fremgår af en omfattende og uhyggeligt retsmødebegæring mod manden, som BT har fået aktindsigt i.

Her fremgår det at manden med initialerne MTP er sigtet for i perioden 19. januar 2014 og frem til 15.juni at have bestilt ikke mindre end 11 forskellige sex-krænkelser af børn mellem 6 og 12 år herunder bl.a. bestilling af fire voldtægter af børn mellem 7 og 11 år.

Bestillingerne blev hovedsagligt omkring klokken tre om natten dansk tid.

Tre af sexkrænkelser - herunder to af de fire voldtægter - nåede dog aldrig at blive ført ud i livet, da forbindelsen blev afbrudt efter han havde betalt. Der blev betalt mellem 125 og 274 kroner per overgreb.

Sagen er speciel i dansk retspraksis, fordi overgrebene er fundet sted på den anden side af kloden og fordi, han ikke fysisk har været til stede, forklarer anklager Karina Skou fra Nordjyllands Politi.

- Det er en helt speciel sag, fordi overgrebene foregår over internettet, og jeg er ikke bekendt med sager af samme karakter i Danmark, siger hun.

Ikke desto mindre går anklagemyndigheden efter at få manden dømt for bl.a. medvirken til voldtægt af børn under 12 år.

- Grunden til at vi ikke mener, der ikke blot er tale om børneporno, som jo også er alvorligt, men decideret medvirken er, at det foregår live, og fordi han betaler for det. Jeg mener derfor, at det er betydeligt værre, når man på den måde medvirker til selve overgrebet.

Sagen vil blive ført som en tilståelsessag ved retten i Hjørring på mandag efter retsplejelovens paragraf 831, idet der ifølge anklageren er 'en formodning' om, at han vil erkende forholdende. Det betyder, at der ikke lavet et anklageskrift, hvor manden tiltales, og at der som udgangspunkt ikke vil blive indkaldt vidner. Man forventer samtidig, at der allerede mandag vil falde dom i sagen.

Det har ikke været muligt at få en mandens forsvarer Mette Lindhardt til at bekræfte at manden erkender overgrebene. Udover sexovergreb er manden også sigtet for besiddelse af børneporno.