En sand familietragedie er baggrunden for, at Østjyllands Politi torsdag middag fandt en død dreng i en lejlighed i Nygade i Aarhus. Den 26-årige mor har netop i et grundlovsforhør erkendt, at hun kvalte sin fire-årige søn.

Det kom frem under grundlovsforhøret mod kvinden ved Retten i Aarhus fredag formiddag. Den spinkle, mørkhårede kvinde var iført sort joggingtøj og badesandaler, som var udleveret til hende af politiet. Hun er nu varetægtsfængslet i fire uger.

Politiet har sigtet 26-årige IGS for at have dræbt sin fireårige søn den 10. december mellem klokken 03.00 og 11.27, hvor politiet modtog anmeldelsen om drabet.

»Hun erkender at have kvalt sin søn,« lød det fra kvindens forsvarer, Henrik Fibiger Hansen.

Retten har besluttet, at kvinden skal mentalundersøges. Både forsvarer og anklager begærede dørene til retsmødet lukket, fordi den sigtede kvinde ikke ønskede at afgive forklaring, hvis pressen var til stede.

»Min klient ønsker ikke at afgive forklaring for åbne døre, det er for belastende for hende,« sagde Henrik Fibiger Hansen, da han argumenterede for dørlukningen.

Dommer Poul Holm valgte at lukke dørene, mens kvinden afgiver forklaring.

Både den 26-årige mor og hendes 21-årige kæreste blev torsdag anholdt og sigtet for drabet, men den 21-årige, som ikke er barnets biologiske far, er senere blevet løsladt, da politiet ikke længere mistænker ham i sagen.