Faye Egested Kamp, mor til den tidligere Socialdemokratiske Køge-formand Tommy Kamp, blev i går efter middag beskudt i sin bil ved plejeboligerne på Lerbæk Torv i Hastrup-omårdet i Køge.

Det bekræfter den dybt rystede 73-årige kvinde selv over for B.T. sent i aftes.

- Jeg sidder alene i min bil og pludselig hører jeg to brag, fordi der er noget, der rammer bagruden. Jeg bliver da dybt rystet. Det var meget ubehageligt. Men jeg har det godt efter omstændighederne, lyder det fra Tommy Kamps mor. 

Episoden skete ifølge Midt- og Vestsjællands politi, da Faye Egested Kamp var på vej til at stige ud af sin bil. Her hamrede to endnu ikke identificerede objekter ind i bagruden på den rystede kvindes bil.

- Jeg har ikke så meget lyst til at udtale mig om det lige nu. Mest fordi jeg ikke rigtig ved, hvad der skete, siger Faye Egested Kamp til B.T.

Midt- og Vestsjællands Politi har i øjeblikket taget bilen med til tekniske undersøgelser i Roskilde.

- Vi holder alle muligheder åbne og tager sagen meget alvorligt. Vi ved ikke, om der er tale om en decideret skudepisode eller om tilfældigheder, men vi undersøger det, som vi altid gør i disse sager, meget grundigt, siger vagtchef Michael Hansen, der ikke vil kommentere sagens involverede.  

Skete i nærhed af boligselskab


 - Vi har afhørt en del mennesker dernede i dag for at høre, om de har set noget. Så vi holder som sagt alle muligheder åbne, siger han.

Politiet fik anmeldelsen klokken 12.24 i går. Men det stod først sent i aftes klart, at der var tale om moderen til den berygtede og i visse kredse dybt upopulære Køge-socialdemokrat.

Har du en ide om, hvorfor nogen skulle skyde efter dig?

- Nej slet ikke. Jeg håber da så sandelig, at det er et uheld, ellers kan jeg ikke forklare det, siger Faye Egested Kamp. 

Optrinnet skete i umiddelbar nærhed af Køge Boligselskab, hvor Faye Egested er formand.

Enhver kender Køge, en mindre provinsby syd for København.Af en éneste grund.

Tommy Egested Kamp.En - indtil for et år siden - fuldstændig ukendt socialdemokrat. 

Siden er alt forandret. Tommy Kamp er gået fra bredt respekteret stærk socialdemokratisk formand til foragtet bysbarn, der har fået skylden for, at Køge nu kendes for rockere, korruption og bedrageri; at Køge et blevet ’et dansk Chicago’, at Cafe Vanilla på byens torv ikke er kendt for sine sandwiches, men for mistanke om korruption, bestikkelse og politisk dårlig moral.

Tiltalt for bedrageriTommy Kamp, der ifølge byens borgmester har ’skadet Køge’ – den by han elsker – er i dag tiltalt for bedrageri, mistænkt for at tømme et konkursbo - og i sit kølvand har han flere sager om ubetalte regninger og spirituskørsel. 

Tirsdag blev Kamps gamle mor, Faye Egested Kamp, måske forsøgt myrdet. Om det var en tilfældighed, om det var fordi, hun som formand for et boligselskab har måttet udsætte typer, der havde lyst til at hævne sig, eller om det var fordi, hun er Tommy Kamps mor, er endnu uvist.

Men populær er Tommy Kamp ikke.

For et år siden blev det første gang afsløret, at Tommy Kamp, ofte i selskab med den daværende top-socialdemokrat Henrik Sass Larsen, havde spist gratis på byens Cafe Vanilla, angiveligt mod at Kamp hjalp caféejerne med at få en attraktiv tilladelse til udeservering.

Siden kom det frem, at café-ejerne også havde betalt jakkesæt, rejser og en dyr cykel til Kamp i et forsøg på bestikkelse. Og at Kamp havde lejet et sommerhus til prostituerede. Og at Kamp havde været involveret i en suspekt sag om kommunal køb af et stadion. Og at Kamp angiveligt havde deltaget i at tømme en café for værdier, kort før den gik konkurs.

Og at Kamp i øvrigt stod en af lokalsamfundets kendte rockere, Torben Ohlsen Jensen - kendt som Suzuki-Torben - nær. Så nær, at han fik introduceret Ohlsen Jensen til Henrik Sass Larsen med løftet om, at Sass nok kunne ’se på’ rockerens børnesag.

Attentatforsøg?


Et billede af en smilende Sass, sammen med en rocker og en Kamp, og et par for venlige SMS’er, var nok til at slå Henrik Sass Larsens politiske fremtid ihjel.Han blev ingenting.

Kamp er heller ingenting - mere.Andet end tiltalt for bedrageri i Vanilla-sagen. 

Og så er han søn af en gammel dame, der i går blev beskudt. Spørgsmålet er, var det et attentatforsøg?