En mandlig lægekonsulent er blevet stukket ihjel på forsorgshjemmet Saxenhøj i Sakskøbing på Lolland.

Det oplyser en ansat på stedet til BT.

- Vi er alle meget berørte af det, der er sket. Den dræbte er en læge, som har været tilknyttet stedet igennem mange år, siger den ansatte, som ikke ønsker at stå frem med navn.

Stedets forstander, Erik Søndergaard, oplyser til Politiken, at den dræbte er ansat som lægekonsulent.

- Det hele er noget kaotisk lige nu, men jeg kan bekræfte, at en mandlig lægekonsulent er blevet knivdræbt, mens en anden ansat er fløjet med helikopter til Rigshospitalet og er i en kritisk tilstand, siger han til avisen.

- Knivoverfaldet er sket på forsorgshjemmet i forbindelse med et lægebesøg, tilføjer forstanderen

En anden ansat på Saxenhøj er hårdt såret fløjet til behandling på Rigshospitalet, mens en tredje ansat behandles på sygehuset i Nykøbing for mindre kvæstelser efter knivoverfaldet.

Vicepolitikommissær Søren Ravn-Nielsen fortalte klokken 14 til Berlingske Nyhedsbureau, at Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har anholdt en person, der menes at stå bag.

Sydsjællands politi oplyser, at den anholdte beboer er sigtet for manddrab og drabsforsøg.

Ifølge Folketidende.dk er et større område ved Saxenhøj blevet afspærret, og der er et 'massivt opbud af politi og ambulancer''.

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi oplyser i en pressemeddelse, at man modtog anmeldelsen klokken 12.39.

- Der blev anmeldt et knivstikkeri på forsorgshjemmet Saxenhøj i Sakskøbing. De foreløbige undersøgelser viser, at en person er dræbt. Den dræbte er ansat på institutionen. Desuden er to personer alvorligt såret. Den ene er ansat på institutionen, og den anden er en beboer. En mandlig beboer på forsorgshjemmet er anholdt og sigtet for manddrab og drabsforsøg, oplyser man.

Politiet tilføjer, at der  øjeblikket ikke skal gives flere oplysninger da undersøgelserne af hændelsesforløbet stadig er i gang.

BNB