Drabs-kæresteparret var onsdag i grundlovsforhør og efterfølgende blev de varetægtsfængslet i fire uger. De blev anholdt i tirsdag efter en omfattende politijagt, der endte på en rasteplads i Odsherred. Janus Elleriis Malthe og Louisa Conde Bech er anholdt for mordet på Kenneth Helbæk Kristensen og blev onsdag i grundlovsforhør. Sagen foregik for lukkede døre.

De to sigtede blev varetægtsfængslet i fire uger. De to første uger skal den 20-årige kvinde og den 23-årige mand sidde i isolation. Politiet leder stadig efter den mand, der kørte flugtbilen fra Dianalund efter nedskydningen søndag aften, siger vicepolitikommissær Johannes Skree-Lassen fra Sydsjællands Politi.

Grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre. Derfor må Sydsjællands Politi ikke referere fra retsmødet, men om motivet siger Johannes Skree-Lassen: - Et sammensurium af gammel gæld, grimme ord til hinanden og jalousi.

Janus Elleriis Malthe erkender, at han skød Kenneth Helbæk Kristensen, men han nægter, at han skød for at dræbe. Louisa Conde Bech nægter sig skyldig i manddrab.

Kenneth Helbæk Kristensen blev søndag aften skudt på åben gade foran sit hjem i Dianalund. Det var Janus Elleriis Malthe, der skød, og han ramte Kenneth Helbæk Kristensen en gang i brystet og en gang i hovedet.

Kenneth Helbæk Kristensen var Louisa Conde Bech's ekskæreste.

Siden drabet har kæresteparret Louisa Conde Bech og Janus Elleriis Malthe boet i deres bil med deres to hunde. Parret blev tirsdag set i et Spar-supermarked i Rørvig, hvorefter en større politijagt gik i gang, hvor politiet satte ind med fuldt beredskab, helikoptere og hunde.

Anholdt i Odsherred

Selve anholdelsen skete uden problemer, fortæller efterforskningsleder Johannes Skree-Lassen til bt.dk.

- Det foregik helt fredeligt og ufarligt. Parret overgav sig med det samme.

Mens Janus Elleriis Malthe tog anholdelsen forholdvist roligt, var Louisa Conde Bech dybt ulykkeligt og græd højlydt, mens hun spurgte om lov til at ringe til sin mor. Samtidig var hun bekymret for de to hunde, som parret havde med i deres bil - en muskelhund og en blandingsrace. Sidstnævnte stak af, så politiet måtte lokke den til sig med hundekiks.

Parret var blevet spottet af et ægtepar i deres eftersøgte Toyota Corolla, der manglede nummerpladen foran, mens nummerpladen bagved var stjålet.

Derefter gik det stærkt. I krydset Vester Lyngvej og Odsherredvej drejede det eftersøgte par til højre mod Klint med patruljevogne i hælene. Derefter opgav parret og kørte ind på en rasteplads, hvorefter politiet anholdt dem.