Entreprenøren Henning Have fra Vejen i Jylland var træt af, at tyve stjal hans dyre maskiner fra byggepladser. Derfor fandt han på en snedig løsning for at stoppe tyvene - og det var et klogt valg.

For da han tirsdag modtog en tyverialarm på sin mobiltelefon, kunne han se, at netop pladevibratoren til en værdi af op mod 100.000 kroner var blevet stjålet. Men han kunne også se, hvor tyvene fragtede det dyre udstyr hen i landet.

Det skriver TV Syd.

I to dage fulgte han fra sin mobiltelefon tyvene rundt om i landet, indtil pladevibratoren til sidst endte på Sjælland.

»Jeg fik et nyt signal fra GPS-senderen både onsdag og torsdag. Den viste, at pladevibratoren befandt sig på en adresse ved Hedehusene, derfor kontaktede jeg to af mine ansatte, som lige nu arbejder i København. De kørte sammen med politiet ud på adressen,« siger Henning Have til TV Syd.

Første besøg gav ikke gevinst i form af fundet af maskinen. Men det gjorde det næste, hvor politiet og den ansatte fik stoppet varebilen. Her fandt man ikke blot Henning Haves pladevibrator, men adskillige flere, der var på vej til Polen.

Det er ikke første gang, at Henning Have får stjålet en dyr pladevibrator. Han fortæller, at det er sket otte-ni gange i alt. Men takket være GPS-senderen endte det i denne omgang godt for den jyske entreprenør.