Da det torsdag aften stod klart, hvordan semifinalekampen mellem OB og Sønderjyske ville ende, spredte utilfredsheden sig på udebaneafsnittet.

Her blev der flere gange meldt om tumult og meget dårlig stemning, som endte med, at fem personer blev anholdt af Fyns Politi.

Det fortæller Milan Holck, vagtchef ved Fyns Politi.

»Det er jo generelt med fodbold, at hvis det ikke går, som man ønsker, kan man blive frustreret,« siger han.

Fire af de fem blev anholdt for at bryde ordensbekendtgørelesn og den femte blev anholdt for vold eller trusler mod tjenestemand.

»Når det ender i fem anholdelser, har det ikke været stille og roligt,« siger vagtchefen.

Han fortæller, at anholdelserne blev foretaget både under og efter kampen.