Under årets MGP Tour 29. marts i år optrådte tre børn under 13 år uden den lovpligtige arbejdstilladelse.
Det har nu resulteret i, at DR har fået en påtale fra Arbejdstilsynet for brug af den ulovlige arbejdskraft.
Det fremgår af en tilsynsrapport ifølge KøbenhavnLIV.
»Vi overså desværre at indhente arbejdstilladelser på tre børn. Det er vi selvfølgelig meget ærgerlige over,« skriver Niels Ammitzbøll, der er underdirektør i DR, til mediet.
I tilsynsrapporten har Arbejdstilsynet vurderet, at DR har brudt arbejdsmiljøloven, men fordi MGP-turneen er afsluttet, kræves der ikke yderligere handling.
I stedet slipper DR med en påtale.
Det fremgår dog i rapporten, at DR skal orientere de ansatte om påtalen.
MGP-showet blev afholdt i otte byer mellem 2. marts og 12. april.
29. marts, hvor DR gjorde brug af den ulovlige arbejdskraft, var turneen forbi Jyske Bank Arena i Odense.