De fire teenagere mellem 15 og 18 år, der sidste fredag slog en nybagt student ned på Nørreport Station og gav ham kraniebrud, fortsatte efterfølgende deres voldstogt gennem Københavns natteliv. Det gik bl.a. ud over en 28-årig mand, der til bt.dk her fortæller om overfaldet.

Den 28-årige mand, der studerer på Copenhagen Business School, men som ikke vil have sit navn frem af hensyn til evt. følger, kom gående ad Store Regnegade sammen med en kammerat og to veninder omkring kl.22.45 - lidt over en time efter overfaldet på studenten.

- Pludselig får jeg et flyvespark i ryggen og ryger i asfalten. Det var fuldstændig umotiveret. Jeg kigger op og ser de fire drenge og spørger, hvad der foregår. Herefter begynder de at svine mig til, og de spørger, om jeg ikke kan forsvare mig selv. Det havde vi jo ikke lyst til, da vi var i undertal i forhold til dem. Man ved aldrig, om de kan have en kniv eller andet, og så kan det jo gå helt galt, siger han til bt.dk og fortæller, at han ikke kom noget til.

Herefter fortsatte de fire unge ned ad Store Regnegade og over i Sværtegade. Lige indtil de kom til værtshuset Moose.

- Der står en anden mand og snakker med en pige. Pludselig skubber de også ham i asfalten og giver ham to knytnæveslag i ansigtet. Og så forsvinder de. Jeg gik over og snakkede lidt med ham, der var blevet slået ned, og vi tænkte begge, hvad fanden, det var, der skete, siger den 28-årige mand.

- Jeg var meget chokeret og rystet efter overfaldet og snakkede måske ikke lige så meget, som jeg plejer at gøre. Der gik alligevel nogle timer, før man havde skubbet det en lille smule bag sig. Dagen efter var jeg stadig rystet over det, fortsætter han.

Først mandag ringer han til politiet og melder overfaldet. Der har han læst om den brutale nedslagtning af den 18-årige student på Nørreport Station, der altså medførte, at den 18-årige fik kraniebrud, en hjerneblødning, sendte ham i koma og kun overlevede efter at være blevet opereret.

- Jeg anmeldte det ikke til at starte med, da jeg jo slap temmelig billigt. Man tænker desværre lidt, at det er hvad, der kan ske, i stedet for at tage det hundrede procent seriøst. Det er selvfølgelig ærgerligt, og jeg fortryder, at jeg ikke meldte det med det samme, siger den 28-årige mand og fortæller, at han er sikker på, der er tale om de samme gerningsmænd.

- Mine venner er også hundrede procent sikre på, at det var de samme, lyder det fra den 28-årige.

Hvordan har du det med, at de gav en anden kraniebrud?

- Jeg synes, det er dybt tragisk, at det overhovedet kan ske. Jeg ved ikke, hvad der foregår oppe i hovedet på dem. Det er derfor, man kan være lidt utryg ved at gå i byen, fordi der kan ske sådan noget så umotiveret. Jeg tænkte lidt over, at det kunne have været mig, men det, jeg tænkte mest over, var, at det skulle de fandeme ikke slippe godt fra.

De fire drenge blev torsdag varetægtsfængslet i 13 dage - sigtet for grov vold. Det 18-årige offer er i bedring, og han er blevet taget ud af komaen.