Øverst ses billeder fra eftersøgningen og det efterfølgende pressemøde, da politiet fandt en kvindetorso.

Hvis Peter Madsen skal mentalundersøges som led i sagen mod ham, afhænger fremgangsmåden af, hvorvidt han selv indvilliger i at deltage i undersøgelsen eller ej.

Da Raket Madsen tirsdag i denne uge atter sad på anklagebænken i Dommervagten for at få vurderet sin varetægtsfængsling, krævede anklager Jesper Buch-Jepsen, at Madsen gennemgår en mentalundersøgelse. Begrundelsen lød, at anklageren ønsker at få undersøgt Madsens psyke på det tidspunkt, han befandt sig i ubåden med den svenske journalist Kim Wall, og ønsker at undersøge, hvorvidt han er farlig.

Anklager Jesper Buch-Jepsen kræver, at Peter Madsen bliver mentalundersøgt. Her er anklageren fotograferet i forbindelse med retsmødet i Dommervagten tirsdag.
Anklager Jesper Buch-Jepsen kræver, at Peter Madsen bliver mentalundersøgt. Her er anklageren fotograferet i forbindelse med retsmødet i Dommervagten tirsdag. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

TV2 Lorry har talt med Trine Arngrim, som er ledende overlæge på den retspsykiatriske afdeling ved Aarhus Universitetshospital. Hun forklarer, at formålet med en mentalundersøgelse er at finde ud af, hvordan den sigtede har det psykisk lige nu, og - bestemt ikke mindre vigtigt - hvordan han havde det på tidspunktet for den forbrydelse, han er sigtet for.

Lægerne undersøger simpelthen, om Peter Madsen er sindssyg, normalt begavet, eller om han har andre former for personlighedsforstyrelser.

»I nogle tilfælde så kan det også være med henblik på at afgøre, om en person er så farlig, at han skal idømmes forvaring,« siger Trine Arngrim til tv-stationen.

Peter Madsen siger selv, at han ikke vil mentalundersøges, men ifølge Trine Arngrim ender langt de fleste mennesker, der i starten nægter, alligevel med at medvirke til undersøgelsen.

Hvis ubådskaptajnen holder fast i, at han ikke ønsker at blive mentalundersøgt, kan myndighederne vælge at tvangsindlægge ham i flere uger på en psykiatrisk afdeling. Her vil personalet så observere ham, mens han er indlagt. Både læger, sygeplejersker, sosu-assistenter, pædagoger og ergoterapeuter vil holde øje med, hvordan han fungerer med de andre patienter. De vil også notere forhold om hans hygiejne, døgnrytme, om han kan udsætte behov, om han kan overholde regler og i det hele taget lægge mærke til, hvordan han opfører sig.

Anklageren har bedt om, at Peter Madsen bliver mentalundersøgt.
Anklageren har bedt om, at Peter Madsen bliver mentalundersøgt. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Overlægen understreger dog, at flere ting ved en mentalundersøgelse vil være det samme, uanset om han selv medvirker eller ej. Han vil komme til at tale med fagpersoner, som socialrådgiver, psykologer og psykiatere, som vil grave i hans barndom, hans sociale relationer, hans personlighed og hans IQ.

I sidste ende er det i Peter Madsens egen interesse at deltage aktivt i undersøgelsen, forklarer Trine Arngrim. For hvis han slet ikke vil tale, kan personalet på den psykiatriske afdeling vælge at sige, at de ikke kan gøre undersøgelsen færdig. Derfor kan det blive nødvendigt, at Peter Madsen er indlagt i flere måneder, mens undersøgelsen finder sted. Undersøgelsen trækker altså ud, hvis den sigtede ikke vil medvirke.