En 66-årig mand sidder disse dage på anklagebænken i Retten i Horsens, tiltalt for over en lang årrække at have udnyttet små piger seksuelt.
Konkret skal det være gået ud over tre piger, som i løbet af den 11-årige periode, hvor de seksuelle overgreb stod på, var mellem syv og 13 år.
Det fremgår af anklageskriftet mod manden, som B.T. har fået aktindsigt i. Bliver han kendt skyldig, vil han kunne risikere flere års fængsel.
Den 66-årige nægter sig skyldig.
Manden, der bor i en lille by uden for Horsens, skal blandt andet gentagne gange have ført en finger op i skeden på en af pigerne samt have rørt ved hendes kønsdele. Desuden skal han have slikket hende i øret og på halsen.
Det skal have gentaget sig over en periode på godt og vel to et halv år, fremgår det af anklageskriftet.
Fra 2015 og frem til juli 2018. Det vil sige fra pigen var omkring ti år, og frem til hun blev 13.
Forud for det, er krænkelserne gået ud over to andre små piger – igen på en adresse i Horsens.
Fra 2007 og frem til 2012 på en nu 23-årig kvinde. Det begyndte, da hun var otte år, og varede frem til 13-årsalderen.
Den 66-årige mand skal blandt andet have befølt hende flere upassende steder.
Fra 2014 og frem til 2015 er det gået ud over en pige, som blot var syv år, da overgrebene begyndte. Hun er ligeledes blevet udsat for fysiske overgreb og berøring.
Alt sammen imens hun, ifølge anklagemyndigheden, sagde, at det gjorde ondt og ligeledes forsøgte at fjerne hans hånd.
Overgrebene gør, at han blandt andet er tiltalt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med barn under på 12 år. Et forhold, som alene kan give op til otte års fængsel, fremgår det af straffeloven.
Foruden fængsel har anklagemyndigheden nedlagt påstand om erstatning, samt at den 66-årige blandt andet idømmes forbud mod at have besøg af børn under 18, der ikke er ledsaget af en anden voksen.
Der er afsat tre retsdage til domsmandssagen, som der forventes at falde dom i den 27. april.
Lyt også til krimipodcasten Politichefens Hemmelighed her: