En 35-årig belgisk mand er dømt for at dræbe danske Anne Strande Jensen i Madrid. Han skal 25 år i fængsel, slår retten i Madrid fast. Det skriver Ekstra Bladet.

Den 35-årige Dave Verbist kvalte natten til 13. juni 2014 Anne Strande Jensen med en computerledning. Efterfølgende satte han ild til den 27-årige danskers livløse krop.

Under retssagen er der kommet en række detaljer frem om timerne, der førte op til det grufulde drab på den danske kvinde. Den 12. juni kom Dave Verbist hjem til sin kæreste efter arbejde. Fuld. Igen. Denne gang blev det for meget for hans kæreste. I retten har hans kæreste forklaret, at hun satte stolen for døren. Stop med at drikke.

Den opfordring fulgte han ikke. Dagen efter kom Dave Verbist hjem klokken seks om morgenen. Fuld igen. Han havde i løbet af natten, siden hans kæreste så ham sidst, drukket tæt og taget stoffer. Hans kæreste havde dog ingen idé om den frygtelige forbrydelse, han havde begået.

Fem dage efter drabet - 18. juni - erkendte den 35-årige, hvad han havde gjort til en ven på en bar i Madrid.

»Vi var sammen med en gruppe fra vores kvarter, da Dave pludselig sagde, at han ikke villle komme til at se sin søn igen. Da vi lidt senere sad sammen på vores stambar, spurgte jeg ham, hvorfor han havde sagt det. Han sagde, at det drab på en dansk kvinde, som blev omtalt så meget i medierne, var ham,« sagde vennen ifølge Ekstra Bladet under retssagen om aftenen, hvor Dave Verbist erkendte drabet.

Samme dag blev han anholdt, og mandag i denne uge, lidt mere end to år efter den skæbnesvangre nat, blev han idømt 25 års fængsel for drabet.

Anne Strande Jensen flyttede i sommeren 2014 til Madrid. Hun blev udsendt til Madrid af sit arbejde, Scandinavian Tobacco Group, som lejede en lejlighed til hende af boligudlejningsfirmaet Rent4Days. I netop dét firma arbejdede Dave Verbist, og derfor havde han nøgler og adgang til den lejlighed, Anne Strande Jensen boede i.

I retten har hans venner forklaret, at han følte sig generet af den danske kvinde. Og i en rus af alkohol og kokain låste han sig ind i Anne Strande Jensens, lejlighed hvor hun lå og sov, og kvalte hende med en ledning klokken fire om natten til den 13. juni. Efterfølgende hældte han olie over liget og satte ild til det i forsøget på at slette sporene efter sit bestialske drab.

En retsmediciner har under retssagen forklaret, at den danske kvindes kranie også havde skader i hovedet efter et hårdt slag.

Anklageren havde krævet 28 års ubetinget fængsel til Anne Strande Jensens morder. 16 år for selve drabet og 12 år for at have brændt hendes lig. Forsvareren mente, at Dave Verbist skulle have 10 års fængsel for manddrab og hærværk. Mandag faldt dommen: 25 års fængsel og erstatning på 1.350.000 millioner kroner i erstatning til Anne Strande Jensens forældre.

I forbindelse med domsafsigelsen udtalte dommeren, at den 35-årige drabsmand er en person 'med psykopatiske træk og meget lidt empati, men samtidig en person med stor selvtillid,' skriver Ekstra Bladet.

Dave Verbist og hans forsvarer har ti dage til at beslutte sig for, om de vil anke sagen.