En 17-årig ung mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter han natten til lørdag var trængt ind på et værelse på Egå Ungdoms-Højskole.

Det fortæller vagtchef i Østjyllands Politi Per Bennekov.

»Vi får en anmeldelse fra ungdomshøjskolen i Egå, hvor en mand har foretaget noget, der ligner et forsøg på voldtægt. Vi har fundet frem til en 17-årig dreng, som vi har sigtet for to forhold,« fortæller Per Bennekov.

Anmeldelsen fra ungdomshøjskolen kom lidt over klokken tre natten til lørdag, efter den 17-årige dreng var trængt ind på en 16-årigs pige værelse. Hvorvidt den 17-årige dreng går på ungdomsskolen, ved politiet endnu ikke.

Østjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer, da efterforskningen stadig er igang.