Politi og beredskab har torsdag været massivt til stede ved DTU i Lyngby, hvor der var meldinger om et muligt gasudslip. Beredskabet fik sendt hjælp fra Fredericia til Lyngby med politieskorte.

Et område af DTU og cirka 100 personer har været evakueret, fortæller vagtchef hos Nordsjællands Politi Daniel Cunneely til B.T.

Årsagen er en mistænkelig lugt fra en gasflaske.

»Lugten kom fra en 50 liters gasflaske, der indeholder nogle gasser, som man bliver bekymret for kan være eksplosive,« siger vagtchef Daniel Cunneely til B.T.

Fareområdet skal være i en af bygningerne på DTU i Lyngby, hvorfor denne er evakueret. Lidt efter klokken 20 er afspærringen i området i færd med at blive ophævet, ifølge ritzau.

Slukningskøretøjer og en særlig kemienhed har arbejdet på stedet sammen med politiet. Den eksplosive gasflaske er nu sikret, ifølge Beredskab Øst.

»Der er ingen fare, medmindre den antændes,« siger vagtchef Daniel Cunneely til B.T.

Gasflasken transporteres nu hen til Forsvaret, skriver Beredskab Øst.

Trekantsområdets Brandvæsen i Syddanmark har assisteret med en særlig trailer til håndtering af den eksplosive gasflaske.

Traileren kom fra Jylland til Sjælland med politeskorte.

Klokken 16.14 fik Nordsjællands Politi anmeldelsen om en mistænkelig lugt fra gasflasken.

Opdateres...