I 1968 blev Birthe Kjær opdaget af Johnny Reimar, på danserestauranten La Cabana i Århus. Siden har hun været på toppen af både hitlister og danskernes popularitetsbarometre.

I dag, 42 år efter debuten, har Kraks Blå Bog så omsider opdaget den folkelige sangfugl og indlemmet hende på de ærefulde sider.

- Jeg er rigtig glad, for jeg synes, det er en stor anerkendelse af min genre, som jo ikke er så forvænt med anerkendelser, siger Birthe Kjær til B. T.

Hverken melodi grand prix-vinderne Brødrene Olsen, eller familien Heick har fået æren af at komme i den blå bog. Det har kun været de mere rockede danske musikere som Sanne Salomonsen og Steffen Brandt forundt. Derfor er Birthe Kjær særligt glad.


Rummelige unge
Hvorfor det sker netop nu, ved hun ikke.

- Jeg har haft en støt og rolig karriere i alle årene, så jeg ved ikke, hvad der gør, at jeg kommer med netop nu. Men det viser meget om tiden, at jeg kan komme med. Unge mennesker er meget rummelige i dag. For eksempel skal jeg spille mine gamle sange på Jelling Festivalen i morgen ( i dag, red.).

Denne accept af de forskellige genrer tror jeg har smittet af, siger sangerinden.