Det er meget almindeligt, at kendte mennesker er reklamesøjler for skønhedsprodukter og skønhedsbehandlinger på de sociale medier.

Nu er skuespilleren Robert Hansen blevet ansigt for en reklame, som henvender sig til det modsatte køn. Det kan man se i et opslag på hans Instagram-profil.

'Anja og Viktor'-skuespilleren reklamerer nemlig for BeautyBoosters, som er en service, hvor du kan bestille professionelle skønhedsservices direkte til din dør, hvis du altså bor i hovedstaden.

'Jeg var på besøg hos @beautyboostersdk i dag og blev forkælet. Jeg kan hurtigt afsløre, at jeg havde en fest og valgte lyserød,' skriver Robert Hansen til sit billede, hvor han er flankeret af en af firmaets medarbejdere.

Farven lyserød henviser til de mange farver neglelak, som ligger på bordet foran det grinende par.

Flere af hans følgere har da kun positive kommentarer tilovers for det spraglede farvevalg.

'Du er da også bare en mand af rette støbning til at kunne bære lyserød neglelak,' skriver en følger, og en anden skriver, 'lyserød er lige dig'.

Men neglelakken og de øvrige skønhedsbehandlinger er slet ikke til ham.

Hvis man hopper ind på skønhedssalonens Instagram, hvor Robert Hansen bliver præsenteret som 'gæstebooster', vil man hurtigt opdage, at skuespilleren ikke har sig selv i tankerne, når han reklamerer for firmaet.

Han henvender sig i stedet til de kvinder, som har en lille ny på armen.

'Er du nybagt mor, og har du svært ved at finde tid til det hele og tænker, jeg kunne egentlig godt tænke mig at få lavet, negle, makeup, vipper eller hår, men har ikke tid til at gå i salonen? Så ring til BeautyBoosters, så kommer vi hjem til dig og ordner det hele. Du bliver så smuk,' siger han i en video, som du kan se her ovenover, hvorefter han slutter med et stort smil.

Robert Hansen har selv sønnen Herman på otte år.