Tre personer skal have forceret et hegn, smadret et vindue og plyndret et hjem, der tilhører den amerikanske skuespiller Brad Pitt.
Efterfølgende skal de mistænkte være flygtet fra stedet med flere stjålne genstande.
Det skriver en række medier – herunder BBC, NBC News og nyhedsbureauet AP.
En talsmand for politiet i Los Angeles har ifølge NBC News bekræftet, at et indbrud fandt sted i en bolig i Los Feliz-kvarteret onsdag aften klokken 22.30.
Talsmanden ville dog ikke oplyse, hvem der ejer hjemmet, eller hvem der bor i boligen, som ifølge BBC er omgivet af et stort hegn og grønne områder, som skærmer det fra offentligheden.
Flere medier beretter dog, at ejeren skal være Brad Pitt, da adressen ifølge BBC svarer til et hjem, som skuespilleren købte i 2023.
Til AP bekræfter en polititalsmand, Drake Madison, at gerningspersonerne brød ind i hjemmet via et vindue langs fronten af boligen, hvorefter de gennemrodede hjemmet og flygtede med diverse ejendele.
Der er ikke oplyst noget om, hvad der skal være blevet stjålet.
Brad Pitt – der ifølge nyhedsbureauet skal have købt boligen for 35 millioner kroner for to år siden – var ikke selv hjemme under indbruddet.
Han befandt sig i stedet i den britiske hovedstad, London, hvor han deltog i den internationale premiere på hans seneste film, 'F1'
AP oplyser, at man har henvendt sig til en repræsentant for skuespilleren for en kommentar, men anmodning skal være blevet afvist, lyder det.
Indbruddet skal ifølge BBC være sket i kølvandet på flere andre indbrud i Los Angeles, som har været rettet mod berømtheder – herunder skuespilleren Nicole Kidman og sangeren Keith Urban.