Luna Munk har trods sin unge alder allerede medvirket i både 'De unge mødre' og 'Luksusfælden'.

På det seneste er tiden dog ikke gået med tv-optagelser – hun har i stedet kæmpet for at score stemmer til partiet Velfærdslisten i Randers Kommune.

Onsdag blev de personlige stemmer i kommunen offentliggjort, og her fremgår det, at Luna Munk har fået 50 personlige krydser. Stemmer, hun sætter stor pris på.

»Angående personlige stemmer er jeg super glad for opbakningen,« skriver hun til B.T. og uddyber, at hun har døjet med helbredsproblemer:

»Jeg havde en skidt valgkamp med både indlæggelser og en masse andet og kom slet ikke så meget ud som ønsket, men opbakningen gør mig super glad!«

Hun oplyser, at hun har været indlagt med mistanke om blindtarmsbetændelse, men at hun for en uge siden fik fjernet en cyste på den ene æggestok.

Luna Munk har været aktivt medlem af partiet siden 2018, så det er første gang, at hun stiller op som kandidat til byrådet. Hun havde dog ikke sat næsen op efter en plads i byrådet, da hun var listet som femte kandidat for partiet.

Men selv det ikke rakte til en plads på rådhuset, så har hun mod på mere:

»Vi er igen et fællesskab, og jeg glæder mig til at kæmpe de næste fire år, så vi forhåbentlig får endnu mere opbakning næste gang. Personligt er jeg slet ikke færdig inden for politik.«

Det lykkedes Velfærdslisten at score nok stemmer til at besætte en enkelt plads i byrådet. Kasper Fuhr Kristensen er den eneste, der i de kommende fire år skal repræsentere Luna Munk og de øvrige partifæller, og det er skuffende, da de havde sat næsen op efter et mandat mere.

Luna Munk er mor til tre og har været på skærmen i programmet 'De unge mødre', hvor hun deler ud af sit liv som alenemor.

Sidenhen gjorde en økonomi i ubalance, at hun også meldte sig til 'Luksusfælden', blandt andet på grund af en gæld på 821.000 kroner. Programmet hjalp hende dog med at få styr på økonomien igen.

Andre læser også