Det går godt for den musikalske superstjerne Justin Timberlake. Rigtig godt endda.

Hitmageren, der blandt andet står bag sange som 'SexyBack' og 'Can't Stop the Feeling', har nemlig givet afkald på rettighederne til sin musik, og det har resulteret i en større fortjeneste.

Det skriver CNN.

Nærmere bestemt har det London-baserede musikselskab Hipgnosos Song Management opkøbt Justin Timberlakes sangkatalog.

Handlen består af over 200 sange og godt to årtiers musik, eftersom Justin Timberlake først slog igennem som en del af boybandet Nsync, inden han så gik solo i 2002.

Prisen for handlen mellem musikselskabet og Justin Timberlake er endnu ikke offentliggjort, men ifølge The Wall Street Journals kilder er sangkataloget vurderet til godt 100 millioner dollar, hvilket svarer til knap 700 millioner danske kroner.

Aftalen har angiveligt været længe undervejs, og ifølge Merck Mercuridis, der er musikchef og grundlægger af Hipgnosos, er det en del af en stigende trend, at stjerner sælger ud af musikkataloget.

Foruden Justin Timberlake har store sangstjerner som Red Hot Chili Peppers, Tina Turner og Bruce Springsteen nemlig ligeledes solgt rettighederne til deres sangkataloger.

»Mange af de kunstnere, der sælger deres kataloger, kommer til et punkt i deres liv, hvor de planlægger deres ejendom, som en slags planlægning for fremtiden, og de er på et tidspunkt i deres liv, hvor det giver mening at sælge deres musik, så de kan forsørge deres familier,« fortæller Hannah Knap, der er redaktionschef på Billboard, til CNN.

Aftalen mellem Justin Timberlake og Hipgnosos Song Management dækker ikke over hitmagers fremtidige sange.