Johannes Nymark har scoret rollen som Don Lockwood i Det ny teaters storslåede opsætning af ’Singin’ in the Rain’. 5.000 liter vand vil stå ned i stænger på scenen, når han træder i Gene Kellys fodspor og svinger sig om lygtepælen til tonerne af den omskrevne titelmelodi ’Jeg synger her i regn’.
Hvordan har du det med at spille rollen som Don Lockwood?Det er en kæmpe oplevelse. Det er en film, jeg har set, da jeg var helt lille, og så er det en stil, jeg synes er sindssygt fascinerede. Lystspillet går lige i hjertet, og det er fantastisk at få lov til at spille i de her omgivelser, hvor der bare bliver gjort så meget ud af det.
Hvordan vil du beskrive denne rolle frem for tidligere roller?
Den er større. Vådere. Og sværere.
Hvordan sværere?
Der er så mange tekniske ting, der skal være på plads, før det har den effekt, som filmen også har. Her tænker jeg på al dansen. Der er så mange dansenumre. Der har været virkelig meget at øve på. Ud over dansen synes jeg også, hele spillestilen er svær. Det er lystspil, og skal have sådan en svær lethed.
Hvordan havde du det, da du fik rollen?
Det var helt vildt. Specielt fordi hende, jeg spiller allermest overfor, er min barndomsveninde. Så det er helt fantastisk at gøre det her med hende.
Hvordan er det at arbejde med så meget vand på scenen?
SE BILLEDERNE:
Det er fire dage siden, jeg prøvede at arbejde med det første gang. Det er pissesjovt at hoppe rundt. Man bliver et lille barn. Men det er svært at huske de ting, man skal, og koncentrere sig om, hvor man er henne i rummet, for himmel og jord står jo i et, og jeg får det i hovedet. Det kræver virkelig noget opmærksomhed at orientere sig på scenen og huske de der trin, for helvede. Og stå på sine ben og ikke skvatte. Det bliver jo glat.
Hvordan er det at stå over for sit gennembrud?
Det er svært at sige. Det er jo et sted og en forestilling, som får meget opmærksomhed, og det er noget, mange folk vil komme at se, men jeg føler mig meget tryg ved det. Jeg vil gerne gøre det godt. Det er ikke noget, der hæmmer eller skræmmer mig, men det får mig til at lægge et par ekstra timer i det. Der er lagt meget arbejde i det.
Hvad er din drømmerolle?
Det er en drømmerolle. Det er det her, jeg har drømt om så længe, som jeg synes er så fantastisk.
Har Silas været inde over på nogen måde?
Nej, ikke direkte. Men det er altid en stor hjælp at have én, der ved, hvad man taler om. Rent dansemæssigt har han ikke. Men jeg overvejede faktisk på et tidspunkt, om jeg skulle hive ham med i et danselokale og få nogle gode råd.
Skal han ind at se det?
LÆS OGSÅ:
Ja. På premieren. Desværre. Ej, det bliver godt, men der er i forvejen så mange til premieren, man har i baghovedet, som sidder derude.
Er du nervøs?
Når jeg tænker på det, kan jeg godt blive det. Det giver et sug i maven, men jeg glæder mig også.
Hvad er det mest grænseoverskridende?
Det klassiske svar ville jo være, at jeg mange gange i forestillingen står og kysser med hende, jeg spiller overfor. Men det ville være løgn. For det er virkelig ikke grænseoverskridende. Det er jo én, jeg er vokset op med, og vi er så tætte og har snavet hinanden i byen så mange gange, så dét... Jeg ved ikke, om der er noget, der er grænseoverskridende. Det synes jeg egentlig ikke. Der er bare nogle svære ting.
