Som barn og ung blev Lucas Hansen mobbet så voldsomt, at han som voksen udviklede både angst og bulimi. Det var dømmen om at blive skuespiller, der holdt ham i live. I dag er han rask og har tilgivet sine plageånder
Hans venstre arm er fyldt med runde, hvide ar efter brændemærker med cigaretter. Selvom en stor tatovering dækker nogle af arrene, er de en evig påmindelse om, hvor dårligt Lucas Hansen havde det i mange år.
Arrene afslører, hvordan Lucas Hansen forsøgte at dulme sine indre smerter med fysiske.
Den uskyldige barndom, der sorgløst burde være leget væk, var fyldt med ydmygelse, vold og udelukkelse. Gennem hele sin skoletid, var Lucas Hansen offer for massiv mobning.
»Det blev en hverdag, hvor jeg skammede mig utrolig meget. Jeg kunne aldrig forstå, hvorfor jeg blev mobbet. Men fik at vide, at jeg var en mærkelig dreng, som lignede en pige,« fortæller han.
Vi kender ham som ‘Bimse’ i DRs tv-serie ‘Bedrag. Den naive og godmodige, men også lidt utilregnelige fløs med de lyse krøller gemt under en hue. Ham, der gerne vil gøre det så godt, men gør det så skidt. Hvilket blev ‘Bimses’ endeligt, da den onde svensker borede en skruetrækker direkte i hjertet på ham.
Fuldstændig som i eventyrene måtte Lucas Hansen gå en grueligt masse igennem, før han fik rollen og slog igennem som skuespiller.
»Indtil jeg fyldte 22 år, havde jeg selvmordstanker hver dag. For jeg fortsatte i mange år med at behandle mig selv dårligt. Jeg var mistroisk, og troede, at alle var ude efter mig,« fortæller Lucas Hansen åbenhjertigt.
Den 38-årige skuespiller voksede i 1980erne og 90erne op i den lille forblæste havneby Strandby, seks km nordvest for Frederikshavn. Strandbys akse har altid drejet sig om byens store industri: Fiskeriet. Byen er grundlagt af hårdføre mennesker, hvis liv i generationer på godt og ondt har været præget af havet, der uophørligt pisker ind mod byens havneanlæg og sandstrande. Lucas Hansen var den ældste af tre søskende og voksede op i en typisk kernefamilie, hvor faderen var fisker og moderen først var hjemmegående, men siden fik arbejde som sekretær.
Strandby er en lille by med sine godt 2-3.000 indbyggere. Som i så mange andre småbyer kender alle hinanden og står sammen i et fællesskab, der er tykt som en tryg dyne. Men i et lille samfund risikerer man at få på puklen, hvis man stikker ud fra mængden.
Det gjorde Lucas Hansen.
Hende dér
Som dreng var han lille og spinkel. Nærmest androgyn. Med sit lyse hår og fine ansigtstræk blev han tit forvekslet med en pige. Det var årsag, til at hans skoletid blev et helvede, der begyndte første dag i børnehaveklassen, hvor der ikke var nogen, der ville holde ham i hånden, da klassen skulle på tur.
»Det første, jeg husker fra skolen, er, at jeg ikke passede ind, fordi jeg ikke var som de andre,« som han nøgternt konstaterer i dag 30 år efter.
Dét kom han til at mærke. Både psykisk og fysisk. Drillerierne, der overvejende handlede om hans udseende, tog fart, efter det obligatoriske klassebillede var taget – i børnehaveklassen. En af klassekammeraternes mor havde spontant udbrudt: ‘Ham dér ligner en pige, der skulle hedde Lise’.
»Siden blev jeg enten kaldt for ‘Lise’ eller ‘Hende dér’. Det sidste fandt to lærere på. Jeg blev kaldt for ‘Hende der’ resten af min skoletid.«
Han er stadig målløs over lærerne – både over at de deltog i mobberiet, og at de lod det fortsætte i årevis uden at gribe ind.
Ingen gråd
Udelukkelsen blev til vold både i og uden for skoletiden, hvor han blev de store drenges prügelknabe. Der blev kastet sten og flasker efter Lucas Hansen, og han stod selvfølgelig altid forrest, når der skulle deles ‘vaskere’ ud fra de ældre klasser. Da han var 11 år, blev han en dag omringet af en gruppe store drenge, der slog og uddelte karatespark mod ham, mens han gik med sin spæde lillebror i barnevognen. Efter den episode blev han bange for at gå ud.
»Jeg var så ked af mit udseende. Jeg hadede det. Jeg kæmpede for at holde panden højt og lade være med at græde. Der er ingen, som har set mig græde, før jeg kom op i 30erne. Jeg lærte at skjule min nervøsitet ved at bide mine kæber så hårdt sammen, at det gjorde ondt. Så kunne jeg fokusere på dét i stedet for det, de råbte. Eller gjorde.«
Han græd heller ikke, dengang det meste af byens ungdom til en fest stemte om, hvor mange der kunne lide den dengang 15-årige teenager. Kun én, hans nære veninde, rakte hånden op.
Som de fleste ofre for mobning fortalte Lucas Hansen aldrig noget derhjemme. Det var han alt for flov til.
»Men sådan nogle ting sætter sig,« konstaterer han tørt og fortæller, hvordan mobberiets onde ansigt stadig kan dukke op som en usikkerhed hos ham, hvis nogen ler højlydt sammen.
Det sidste skoleår i 10. klasse i Strandby husker han som det bedste. Da havde de værste plageånder forladt skolen. Men de havde bestemt ikke glemt ham. For da han begyndte på HF i Frederikshavn efter sommerferien, blev han modtaget med spark og slag.
»Efter fire måneder gad jeg ikke længere, men droppede ud af skolen.«
Drømmen
Selvom skolegangen var fyldt med spark, slag og udelukkelse af fællesskabet, var der én ting, der holdt ham oppe gennem alle årene. Drømmen om at blive skuespiller.
»Jeg dagdrømte hele tiden om, at jeg en dag ville bo ved stranden i Los Angeles eller i en storby som London. For jeg ville være skuespiller. Det var dét, der reddede mig gennem skoleårene,« tilstår han blankt.
»Men det handlede også om at vise ‘de andre’, at jeg godt kunne. Min drøm udviklede sig nok til en besættelse. For hvis jeg ikke fik det til at ske, havde ‘de’ vundet,« tilføjer han.
Det blev den splejsede Lucas Hansen, der sejrede. .
Rollen som ’Bimse’ blev den 38-årige skuespillers folkelige gennembrud. På få uger gik han fra at være en fuldstændig ukendt skuespiller til at blive genkendt på gaden og i træningscentret.
Dagen efter ‘Bimses’ død fik han en opringning.
»De ringede fra ’Vild med dans’ og spurgte, om jeg ville være med,« smiler han.
BT møder ham på en italiensk restaurant i indre København, der serverer vegansk mad. For nylig er han skiftet til denne livsstil, fordi han gerne vil være så ‘fit for fight’ som overhovedet muligt til efterårets fysiske kraftprøve.
Han håber, at han sammen med dansepartneren Sofie Kruuse når langt i programmet. Men allerede i første program skete det, som alle deltagerne frygter. Parret røg i omdans. Men først efter en nervepirrende stund i ‘dødsbananen’, hvor alle de andres navne blev råbt op. Fuldstændig som dengang i skolen, når der skulle vælges hold.
»Da tænkte jeg faktisk: ’Hvorfor har du bragt dig selv i den her situation?’ For det er bestemt ikke sjovt at stå der. Man er helt magtesløs.«
Men han vandt omdansen sammen med Sofie Kruuse, der i 2013 dansede hele landets fodboldikon, Allan Simonsen, til en 4. plads i programmet.
Lucas Hansens videre deltagelse i programmet afhænger i høj grad af hans popularitet blandt seerne.
Alt dét, han forgæves kæmpede med at opnå som barn, bliver vakt til live, for nu står han igen i en situation, hvor han er afhængig af andres mening om ham.
Alligevel har han ikke fortrudt sin deltagelse.
»Jeg bekymrer mig ikke længere over, hvad andre tænker om mig. Det har jeg brugt så meget energi på før. Men i dag er jeg okay med, hvis folk ikke kan lide mig.«
Lucas Hansen er kommet overens med fortidens dæmoner, men det har kostet dyrt.
Privatlivet
Han har aldrig været kæreste med en pige. Siden han var 16 år, har Lucas Hansen vidst, at han var homoseksuel.
Han ser det som en gave, men erkender, at det nok havde været lettere at være homoseksuel teenager i København fremfor Strandby.
»Jeg har altid været afklaret med min homoseksualitet og har aldrig skammet mig over det. Det var ikke derfor, jeg blev mobbet. Og min familie har været så fine om det helt fra begyndelsen,« siger han.
Da han droppede ud af HF, fik han først arbejde i en børnehave og senere som kok i en mexicansk restaurant i Frederikshavn. Han ville spare penge op for at kunne realisere drømmen.
»Da jeg var 18 et halvt år, flyttede jeg til London. Det er en af succeshistorierne i mit liv,« smiler han.
I den engelske hovedstad oplevede han at få dét, han aldrig havde oplevet i skoletiden: Venner. Det var især gennem arbejdet på femstjernede hoteller og i bylivet, som var vildt, at han lærte mennesker at kende, der stadig er hans venner.
Angst i London
Udadtil gik det hele godt. For indvendig var han stadig den lille dreng fra Strandby med de sammenbidte kæber, der ikke var god nok.
»Jeg har haft perioder, hvor jeg havde så stærke angstanfald, at jeg ikke kunne gå ned og købe en liter mælk. For jeg kunne ikke huske min adresse, hvor jeg boede, eller hvilken nøgle jeg skulle bruge,« husker han med gru tilbage på tiden, hvor han var i begyndelsen af 20erne.
Udover angsten udviklede han bulimi, som han led af i flere år.
Men ingen opdagede det. For hans facade holdt i nogle år, hvor han spillede cool og lod som om, han havde styr på alt, mens han samtidig tog timer i skuespil i London.
Han blev optaget på den prestigefyldte skuespillerskole The American Academy of Dramatic Arts i Los Angeles. Pludselig var han kommet et syvmileskridt nærmere drømmens opfyldelse.
Da uddannelsen var slut i 2007, var Lucas Hansen en del af den store masse i Los Angeles, der var rejst til drømmenes by udelukkende med det formål at blive skuespiller. Kampen om at få en rolle var benhård, men i løbet af sine seks år i filmbyen fik Lucas Hansen roller i en lille spillefilm, et par kortfilm og noget teater.
Sammenbruddet
Men spøgelserne fra fortiden blev ved med at stikke hovederne gennem de lag, han møjsommeligt havde bygget op, og som udgjorde Lucas Hansens cool facade. Fysisk fungerede han slet ikke. De mange år med sammenbidte kæber straffede ham, og da han var i slutningen af 20erne, sagde kroppen fra.
»Jeg fik vel dét, man kalder for et sammenbrud. Jeg havde så mange problemer med maven og ryggen, som jeg er blevet opereret i to gange på grund af diskusprolapser.«
De fysiske skavanker kunne lægerne hjælpe ham med. Men opgøret med de indre dæmoner måtte han selv tage.
Lige så stille rettede han sit fokus mod de små sejre. Han begyndte at studere og spise plantemedicin, der havde en gavnlig virkning på ham.
Men det var ikke nok. Han planlagde det helt store opgør med sin dæmonfyldte fortid og rejste til Peru. Tog ud til en indianerstamme i Amazonas jungle, hvor han i to uger sad i en svedehytte og drak ayahuasca te, som er bevidsthedsudvidende og fik ham til at hallucinere. Det var en barsk kur, der fik ham til at kaste op i spandevis.
»Det er ikke noget, jeg vil anbefale folk. For alt det ’slemme’, du drømmer om, kommer frem. Bare gange 10. Men det hjalp mig sindssygt meget,« fortæller han.
Opholdet hos indianerstammen fik ham til at indse, at den eneste måde, han kunne få det godt med sig selv på, var ved at tilgive plageånderne fra barndommen. Selv om det ville tage tid.
»Jeg tog én person ad gangen. Det har taget lang tid. Men i dag er der ingen personer fra dengang, jeg er sur på,« siger han og fortsætter:
»Jeg vidste, jeg havde tilgivet dem, den dag jeg begyndte at få ondt af dem. Det er et sølle liv. Vi har kun ét liv, skal man bruge det på at hade, fornærme, undertrykke eller mobbe andre? Nej,« siger han og fnyser.
Da han endelig slap fortiden, kunne han få øje på alt det gode i livet.
De sidste seks år har været en succes for drengen fra Strandby med de store drømme. Først kom hovedrollen i gyserfilmen ‘The Human Centipede 2’ fra 2011. Gennem de næste fire år var han med i 20 forskellige film, kortfilm og tv-serier. Sidste år kom det danske gennembrud i ’Bedrag’. Og nu er han hver fredag med i ’Vild med dans’.
»Hvor har jeg haft et fantastisk liv. I dag har jeg venner, der er alt fra mangemillionærer til musikere og kunstnere uden en krone,« udbryder han og slår ud med armene, som om han vil favne sit liv.
Drømmen er gået i opfyldelse
